Fortsæt til indhold

Her var det hipt at bo

Samfund
Arkiv

- Jeg har købt en lejlighed i Hørsholm!
- Du må godt nok være ved muffen!
Sådan kunne en samtale i 1993 have lydt, mens det næppe ville være tilfældet i dag.
Boligsiden Boliga.dk har kigget 20 års kvadratmeterpriser igennem, og tallene viser, at byen nord for København, som i 1993 var det tredjedyreste sted at anskaffe sig en ejerlejlighed, i dag er raslet ned ad listen til nummer 23 og har overladt toppen til københavnerne og området lige nord for hovedstaden.
I 1993 var de højeste kvadratmeterpriser på lejlighedsmarkedet at finde i henholdsvis Skodsborg, Klampenborg, Hørsholm, Dragør og Charlottenlund, mens det dyreste københavnske postnummer - København K - var helt nede på en 19.-plads, blandt andet overgået af Greve, Farum og Aarhus N.
Ville man købe lejlighed på Vesterbro for 20 år siden var der 77 andre steder i landet, hvor man måtte slippe mere pr. kvadratmeter, og det var således både dyrere at købe bolig i hovedstadens sydvestkvarter og i nordvestkvarteret.
Det har ændret sig markant.
I dag er der på lejlighedslisten kun fem postnumre, der overgår Vesterbro, hvis top nu er domineret af københavnske bydele, der stille og roligt er kravlet op ad listen, ikke mindst hjulpet på vej af et gevaldigt boost i priserne i 0'erne.
Toppen af poppen
Toppen af villamarkedet har til gengæld ikke rykket sig væsentligt. Både for 20 år siden og nu er det champagne-postnumrene lige nord for København, der render med de højeste kvadratmeterpriser.
I 1993, 1998, 2003, 2008 og 2013 var toppen af villalisten enten indtaget af Klampenborg, Charlottenlund eller Skodsborg - alle byer lige nord for hovedstaden - mens Frederiksberg, der sidste år var det næstdyreste sted at købe hus i Danmark, for 20 år siden var overgået af en stribe nordsjællandske postnumre.
Andre byer i området nord for København har taget et gevaldigt dyk nedad - i hvert fald hvis man ser på den interne konkurrence byerne imellem på landsplan.
F.eks. var Hørsholm i 1993 det 12.-dyreste sted at købe hus i Danmark, men er i løbet af de seneste 20 år blevet overhalet af adskillige andre byer i hovedstadsområdet og er faldet tilbage til en 27.-plads.
Samme billede ses i Humlebæk, som i 1993 år var i top 20 blandt de dyreste byer på landsplan, men nu befinder sig på 28.-pladsen.
Statistikken indeholder kun postnumre, hvor der er solgt min. 20 boliger i hvert år.
Der er for hvert år sat en maxgrænse for kvadratmeterprisen på hver enkelt bolig for at frasortere boliger, hvor der kan være fejl i data. Der er i tallene ikke taget hensyn til inflation.