Ældrerådet: Skuffende, men forståeligt
En nedlæggelse af de nuværende planer, kan give nye muligheder, mener formand.
Ældrerådet i Norddjurs Kommune ser endnu ingen grund til at tænde for advarselslamperne, selv om kommunen nu ser ud til at sløjfe den stort anlagte ældrebolighandlingsplan.
Det mener formand Gitte Eilersen, som vurderer, at der i de kommende år fortsat vil være tilstrækkelig kapacitet på plejeområdet.
»Som jeg er orienteret, så har vi stadig ledige boliger på plejecentrene. Jeg tror ikke, der bliver problemer med, at der ikke er kapacitet de første år, men det er klart, at nu bliver der også plads til, at vi kan revurdere, hvad behovet i kommunen er, og der regner vi selvfølgelig med at komme med på råd,« siger Gitte Eilersen.
Hun vedkender dog, at der i Ældrerådet er en vis skuffelse over beslutningen. Den kan dog også føre nye muligheder med sig, vurderer formanden.
»Selvfølgelig er vi skuffede over, at den (ældrebolighandlingsplanen, red.) ikke bliver til noget, men vi har også forståelse for, at det bliver for dyrt i forhold til den oprindelige plan. Der er ingen, der har interesse i, hvis der skal skæres så meget i planerne, at det ikke bliver nogle ordentlige steder, man bygger. Så mener vi, at det i stedet kan give mulighed for at få noget andet ind i den plan, som ikke er der nu. Det kan blandt andet andet være nyere velfærdteknologi,« noterer Gitte Eilersen.