Fortsæt til indhold

Veloplagte hankatte laver ballade på Kulturloft med lokal guitarist

En velbesøgt forårssæson på Kulturloft har endnu engang bekræftet, at Ebeltoft-publikummet er rigtig glade for blues & roots, og fredag 26. maj er endnu et solidt bluesnavn på plakaten.

Samfund
ah

Trouble Cats har regeret på den danske bluesscene og begejstret publikum med originale sange, tæt sammenspil og udadvendt liveoptræden siden bandet blev dannet i 1987 under sen-firsernes bluesboom. De blev hurtigt et meget efterspurgt navn, udgav flere album og spillede de næste mange år 80-100 koncerter årligt i både ind- og udland.

Der er stadig masser af liv i de gamle katte, som netop har udgivet albummet ’Hard Facts & Poetry’ med ti spritnye numre. Sangene tager bandet og alle andre med tilbage til det, der startede det hele: den enkle og appellerende blues med elementer af jumpblues, Texasblues, Chicagoblues, boogie, swing og rock ’n’ roll, og med Trouble Cats’ helt eget udtryk og aftryk.

De nye sange bekræfter Trouble Cats’ måde at arbejde på. Som band har de gennem alle årene selv skrevet og udgivet deres materiale. De fire hankatte har som band en stærk holdånd og er et musikalsk kollektiv med en efterhånden telepatisk måde at skabe musik på, hvad enten det er i studiet, i øvelokalet eller live foran et publikum. Ude på scenerne er Trouble Cats aldrig bange for at lade publikum spille med, vriste sig fri af det sikre og kaste sig ud musikalske eventyr og letantændelige øjeblikke.

Lokal guitarist

En af de fire balladekatte er lokal. Guitarist og sanger Martin Blom flyttede fra Aarhus til Ebeltoft for knap fire år siden og fortæller, at han er faldet særdeles godt til. Han er fan af både naturen og kulturen i området, og han er jævnligt vært ved de månedlige bluesjam-sessions på tapas- og vinbaren The WineBottle i Ryomgård.

»Maltfabrikken er jo blevet både et vartegn og et vigtigt kultursamlingssted for Ebeltoft. Som spillested er Kulturloftet fremragende, og det er perfekt til et band som Trouble Cats. Vores musik egner sig bedst til det intime spillested med tæt kontakt til publikum,« siger Martin Blom.

»Som et gammelt Aarhus-band har vi jo altid betragtet steder som Vestergade 58 og Fatter Eskil i Aarhus som hjemmebane. Jeg har efterhånden lært mange mennesker at kende i Ebeltoft og omegn, og jeg glæder mig i den grad til at give koncert på det, jeg vil kalde min nye hjemmebane.«

Foruden Martin Blom udgøres Trouble Cats af Henrik Hansen på mundharpe og vokal, Morten Brauner på bas og kor samt Henrik Thorsen på trommer og kor. Og Trouble Cats er stadig det, de altid har været: Et flittigt turnerende band med sit helt eget udtryk og en stor kærlighed til bluesrødderne og den enkle rock ’n’ roll, som de er klar til at dele med publikum på Kulturloft fredag 26. maj kl. 20.