Tre bæredygtige bænke til TRIF 60+
Friluftsrådet har betænkt de ældste idrætsudøvere i TRIF med 20.000 kroner
TRIF Senior 60+, der i øjeblikket består af 85 aktive medlemmer mellem 67 og 87år, kan glæde sig til en tillokkende , dekorativ og meget brugbar gave til Seniorlunden i form af tre flotte bænke, sponsoreret med 20.000 kroner af Friluftsrådet.
Seniorlunden er Røndes gamle cirkusplads ved Rønde Skole.
»Bænkene er lavet i genbrugsmaterialer, er meget tunge og bliver placeret strategisk tilgængeligt på Seniorlunden, så man kan give de trætte ben et lille hvil mellem krolfkampene og/eller efter gåturene,« fortæller Søster Ibsen, mangeårig primus motor hos TRIF Senior 60+.
Bænkene er blevet leveret og efter nogen tid med venten på bedre vejrlig ”gravet” ned og sat på plads af klubbens gæve mænd.
De blev officielt indviet ved et Åbent Hus arrangement torsdag 11. maj.
Still going strong
Søster Ibsen var i en yngre udgave en årrække bestyrer af Rønde Idrætscenter sammen med sin mand Ole Ibsen og har altid været et særdeles kendt ansigt i idræts- og frivilligmiljøet.
Ikke blot stod hun gennem mange år meget kompetent for køkkenet i Rønde Idrætscenter med al den pondus, som det giver at være opvokset og uddannet som kold jomfru på Restaurant Møllerens Hus som datter af den legendariske fru Jensen.
Hun har også været en ivrig håndboldspiller og har været træner og leder i TRIF’s håndbolddafdeling.
Idrætten og den friske luft kan hverken hun eller mange fra generationen fortsat ikke undvære.