Vi skal bekæmpe radikaliseringen
Lokalavisen Skanderborg har stille folketingskandidaterne, der stiller op i Skanderborg, tre hurtige valgspørgsmål: Hvilken østjysk mærkesag, de vil kæmpe for på Christiansborg, hvorfor de er gået ind i politik og hvad vi ikke vidste om dem. Læs her, hvad den Konservatives kandidat Naser Khader svarer.
Hvilken østjysk mærkesag vil du kæmpe for på Christiansborg?
Jeg vil kæmpe for at bremse radikaliseringen i ghettoområderne. Vi skal styrke indsatsen mod enhver form for radikalisering og ekstremisme. I Danmark er der stigende tendens til lukkede samfund, hvor hverken de-mokrati eller dansk lov er en del af samfundsstrukturen. I disse områder hersker en dagsorden, der ligger meget fjernt fra de danske, demokratiske spilleregler. Dette er desværre langt fra begrænset til blot at være et københavner-fænomen. Århus har den triste 1. plads, at det er den by i Danmark, der producerer flest jihadister til Syrien.
Unge fra Østjylland, der rejser til krigen i Syrien, har ofte haft deres gang i moskéen på Grimhøjvej. Grimhøjmoskéen i Århus er derfor helt central i denne kedelige udvikling, og den skal holdes i meget kort snor. Jeg vil arbejde for, at vi får bremset moskéens radikaliserende indflydelse på unge østjyske muslimer, og at vi får sat stop for, at moskeen inviterer hadprædikanter til at tale for de unge. Vi skal derfor slå hårdt ned på hadprædikanter.
Når krigere vender hjem til Danmark fra Syrien skal vi straffe dem i stedet for at tilbyde dem psykologsamtaler og jobs. Af de 17 jihadister, der er hjemvendt fra Syrien, er ikke én blevet retsforfulgt. I mine øjne er det landsforræderi, når man kæmper mod danske interesser i krigen i Syrien. Det skal straffes ikke belønnes.
Vi skal også slå hårdt ned på de radikaliserede unge. Vi må som samfund ikke begynde at bortforklare deres radikale holdninger eller give samfundet skylden. Den bedste måde at møde intolerance og radikale holdninger er ved at give dem modstand.
Hvorfor gik du ind i politik?
Fordi jeg ikke kunne lade være. Kort og godt. Jeg er vild med Danmark og med det danske demokrati, men jeg har også oplevet, hvordan det er at leve i et land, hvor man ikke har de rettigheder, som mange danskere tager for givet. Jeg har fået utroligt meget af Danmark, og jeg synes, jeg har en moralsk forpligtelse til at give noget igen. Med min baggrund føler jeg, at jeg kan byde ind med nogle nuancer, som vi har brug for, når vi skal håndtere de massive udfordringer med integration, flygtninge og radikalisering, som vi står over for.
Det vidste I ikke om mig
Jeg har engang været Danmarksmester i karate.