Vi skal arbejde videre med planerne om en Kattegatforbindelse
Lokalavisen Skanderborg har stille folketingskandidaterne, der stiller op i Skanderborg, tre hurtige valgspørgsmål: Hvilken østjysk mærkesag, de vil kæmpe for på Christiansborg, hvorfor de er gået ind i politik og hvad vi ikke vidste om dem. Læs her, hvad Venstres kandidat Kim Andersen svarer.
Hvilken østjysk mærkesag vil du kæmpe for på Christiansborg?
Bedre infrastruktur i Østjylland. Østjylland fremstår i dag som helhed, hvor det er godt at arbejde, bo, studere og drive virksomhed. Men vi er udfordret af infrastrukturproblemer. Der er eksempelvis stigende problemer med fremkommelighed på motorvej E45. Her skal vi prioritere at få etableret et tredje spor. Vi skal også arbejde videre med planerne om en forbindelse over Kattegat. Det vil der virkelig være perspektiv i.
Hvorfor gik du ind i politik?
Jeg har altid været dybt interesseret i samfundsforhold. Jeg har altid godt kunnet lide det politiske arbejde og indgå i politiske diskussioner. Samtidig følte jeg en forpligtigelse til at bidrage til praktiseringen af det folkestyre, som jeg altid har troet så meget på.
Det vidste I ikke om mig:
Jeg har en pose uåbnet NUPO-pulver stående på mit kontor. Den fik jeg i gave af min kone, som mente, at jeg godt kunne trænge til at tabe mig lidt. Men jeg kan ikke fordrage smagen.