Favrskov skeptisk overfor lufthavn ved Thomasminde
Borgmester frygter for støjgener i Hinnerup-området, hvis Aarhus Kommune vil placere ny lufthavn ved Thomasminde
Det bliver ikke nemt at finde en ny lufthavnsplacering for Aarhus Kommune. Nu stiller Favrskov med borgmester Nils Borring (S) sig i spidsen, skeptisk overfor tankerne om en mulig ny lufthavn ved Thomasminde.
Den har store konsekvenser for Favrskov Kommune, minder han om.
Skanderborg Kommunes borgmester meddelte kort tid efter offentliggørelsen af rapporten, at der ikke kan opnås politisk flertal for en placering af en lufthavn i Skanderborg Kommune, og da analysen vurderer en citylufthavn for urealistisk, er en ny lufthavnsløsning ved Thomasminde rykket højere op på prioriteringslisten. Den vil tilmed kunne komme til at koste 3 milliarder kroner, mod den 1 milliard kroner billigere placering i Skanderborg.
Støj i Hinnerup
“Jeg vil gerne sende et klart signal til Aarhus Kommune om, at vi i Favrskov Kommune har en forventning om at blive spurgt, involveret og inddraget, inden Aarhus Kommune træffer beslutning om noget, der har så vidtrækkende konsekvenser for en stor del af borgerne i Favrskov Kommune, som en ny lufthavn ved Thomasminde vil have,” siger Nils Borring i en presseudtalelse.
Start- og landingsbanen til en ny lufthavn ved Thomasminde planlægges i øst/vestlig retning, og det vil betyde markante støjmæssige konsekvenser for et større område nord for Hinnerup i Favrskov Kommune. Det vil samtidig betyde store begrænsninger for byudviklingsmulighederne i området.
“Støjgenerne vil især ramme de borgere, som har bosat sig i Hinnerup-området i forventning om at bo i et roligt og naturskønt område. Det tror jeg ikke, der vil være stor forståelse for,” siger Nils Borring, der vil tage sagen op til drøftelse i byrådet.