Altid en hånd i ryggen - Guds hånd

Engang samledes en masse murere. De ville bygge sig et tårn helt op i himlen, for at skabe sig et mindesmærke. De ville beundres og huses. Og de gik i gang med at brænde sten og bygge. Og de var dygtige. Snart stod der et tårn, hvis top skjulte sig i skyerne. Og alle mennesker stod med nakken tilbage og beundrede værket. Murerne følte sig også som noget særligt. I den anden ende af universet sad Gud og kiggede ned. Han tænkte, at de var dygtige, men at det var en farlig kurs. Så stolte og beundrede, som de var, ville være svært at bære. Måske de faldt for fristelsen til at ville bestemme, og så kunne de pludselig blive diktatoriske, som små guder. Gud havde set det før, og det var aldrig godt. Så han spredte menneskene ved at give dem hver sit folk, sprog og skikke. Og sådan blev det. Vi fortsatte med at være spredt, selvom vi var ens indeni. Gud tænkte, det var godt, for så ville chancen for at nogen tog magten over andre, blive mindre.
Men selv i små sammenhænge kan nogle tage magten over andre. Og derfor sendte Gud så sin søn til verden en dag for at minde os om, at vi alle sammen er Guds elskede børn, og at vi skal se på hinanden med Guds øjne. Vi skal leve og handle kærligt og omsorgsfuldt. Da Jesus på Kristi Himmelfart tog hjem til himlen igen, sendte Gud i Pinsen sig selv til os som ånd. Den lever og ånder nu på og i os for at holde os fast på, at vi lever for og med hinanden, og at i vores liv har vi altid en hånd i ryggen – Guds hånd. Glædelig pinse!