Radikale på farlig mission på lokal byggeplads
Morten Østergaard besøgte renoveringen af Grønnedalsparken
Radikale Venstres leder, økonomi og indenrigsminister Morten Østergaard, besøgte renoveringsprojektet Grønnedalsparken i Skanderborg forleden som led i lancering af partiets plan om nul affald i 2050.
Her arbejder blandt andre det Silkeborg-baserede firma Kingo Karlsen, der er specialister i at fjerne giftige dele fra byggeaffaldet, så det kan genanvendes mest muligt.
Det er Skanderborg Andels Boligforening, der er bygherre på renoveringsprojektet af boligblokkene på Christen Kolds Vej, der får den helt store tur både udvendigt og indvendigt.
Adm. direktør fra Kingo Karlsen fortæller, at der renoveres 400 boliger. Boligerne forbedres med blandt andet øget tilgængelighed, idet der installeres elevator, energiforbedres og tillige skabes et generelt løft af hele kvarteret.
Folkene fra Kingo Karlsen arbejder specifikt på den del, der handler om at fjerne farlige byggematerialer fra boligerne. Det er materialer som PCB og bly, der tidligere var tilladt i byggeri. Fjernelsen sker under store sikkerhedsforanstaltninger for både medarbejdere og besøgende, hvilket Morten Østergaard og hans følge fra den radikale valgbus måtte sande. Ingen kommer bag luftslusen uden tætsluttende beskyttelsesdragt, åndedrætsværn, maske og handsker.
“Det viser, at hvis man griber det an på den rigtige måde, og tager hensyn til medarbejdernes arbejdsmiljø, så kan man faktisk godt pille den giftige del ud af byggeaffaldet,” sagde Morten Østergaard til Lokalavisen, da han kom ud af luftslusen i en af lejlighederne i Grønnedalsparken.
Morten Østergaard fastslog, at byggeriet kommer til at spille en stor rolle, hvis målet om mest mulig genanvendelse skal nås.
“Vi skal kunne sortere alle de miljøgifte ud af vores byggeaffald, så det kan anvendes igen,” sagde Morten Østergaard, der noterede sig, at betonen kan genbruges som vejbelægning, når giftene er fjernet.
De radikale ønsker, at det offentlige som bygherre går forrest på området.