Tusinder til byen for at opleve Sløngeldage
Mere end 4.000 deltog i fejringen af 75-året for børnebogsforfatteren Ole Lund Kirkegaards fødsel, anslår arrangører
“Jeg synes, der har været en fantastisk opbakning, hvor både frivillige og publikum har deltaget aktivt med velvilje, hjerte og engagement.”
Sådan lyder status fra Uffe Høj, Di Heslige Slønglers Klups styregruppe, som stod bag sidste uges Sløngeldage i Skanderborg.
Stor skabertrang
Uffe Høj betegner arrangementet som en succes, og han fremhæver Heslig Lørdag, der anslås alene at have trukket 2500 til 3000 glade mennesker til.
“Vi så en utrolig skabertrang og smittende glæde i vore workshops, et Kulturhus med aktiviteter på alle niveauer, hvor blandt andet Kafe K fik omsætningsrekord i år, vi fik med Flettepigerne Laura Arnesen og Maria Wivel som vindere af Danmarks Radios børnebogspris, Orlaprisen, ligesom vi så og hørte storslønglen Peter Sommer med en fantastisk hyldest til Ole Lund Kirkegaard,” fortæller Uffe Høj.
Dertil nævner Uffe Høj tillige Cirkus Benito med cirka 1200 mennesker til de fem forestillinger.
Men også ude i skolernes 3.- og 4. klasser har mange været i sving med aktiviteter og fokus på Ole Lund Kirkegaard henover hele foråret.
Uffe Høj fremhæver også de frivillige bag Sløngeldagene.
“Alle var optagede af at brede Ole Lund Kirkegaards univers ud og at få det hele til at virke,” roser Uffe Høj.
Midt i juni mødes styregruppen med frivillige for at evaluere Sløngeldagene endeligt, og om de skal gentages.
“Vi har fået en masse energi og velvilje, og i juni vil vi diskutere, hvad der virkede og ikke virkede, og så vil vi se fremad, om vi har muskler til at lave noget igen senere,” siger Uffe Høj og tilføjer, at han dog næsten ser det som en pligt at gøre det, når Skanderborg har lagt by til en forfatter af Ole Lund Kirkegaards kaliber.