Vild jubel over slægts-kamp i den mørke skov
“Gyldenkrone, Hvidstjerne, Liljefelt, Lövenskjold, Ravensberg.”
De 237 elever fra 0.-6. klasse fra Gl. Rye skole råbte slægtsnavnene igen og igen for at heppe på eget hold, da de var samlet ved FDFs spejderhytte, Kræshuset, der fungerede som hovedkvarter på tre dages rollespil i det fri.
Her gennemførte Gl. Rye skole i sidste uge sit eget bud på, hvordan bevægelse og faglig undervisning kan gå hånd i hånd.
Spillet blev kaldt Slægternes kamp, og eleverne var delt op i hver sin og herunder i en række familier, hvor de i grupper skulle løse forskellige opgaver som hulebygning og meget andet.
“Øverst står den sociale målsætning, hvor eleverne øver sig i samarbejde om at løse opgaver, men dertil har der også været opgaver, hvor de skulle bruge faglig viden i både dansk og matematik,” forklarer lærer Mette Miljkovic, som sammen med to kollegaer har været taget ud af den daglige undervisning for at udvikle spillet.
Eleverne gik meget op i opgaverne og nød nogle dages udeliv på trods af regnvejret.