Fortsæt til indhold

Peter Dreier har i dag gårdbutik og nicheproduktion

Bedriftsbesøg hos Peter Dreier i Høbjerg ved Grenaa, der har omlagt sit landbrug fra planteavl og svineproduktion

Samfund
Anette Bonde

Peter Drejer på Væverslund har udviklet sit landbrug fra deltidslandbrug med planteavl og grise til produktion af grønsager og meget andet med direkte salg til forbrugerne. Djursland Landboforenings Deltidsudvalg inviterer til et bedriftsbesøg onsdag 10. juni klokken 19, Høbjergvej 7 i Høbjerg ved Grenaa.
“Med vores bedriftsbesøg vil vi gerne sætte fokus på innovation og muligheder både for fuldtidslandmænd og deltidslandmænd. Vi vil også gerne inspirere landboere, som overvejer en mindre produktion som supplerende indtægt”, siger formand for deltidsudvalget Asger Sørensen.
Til arrangementet vil Peter Drejer fortælle om sine overvejelser om salget af forskellige produkter og om de udfordringer, der er forbundet med et direkte salg til forbrugerne. I dag sælger Peter sin produktion fra gårdbutik, vejboder og gennem selvpluk på marken. En del af produkterne afsættes til lokale butikker og restauranter.

Smagsprøver

Høbjerg Gartneri og Gårdbutik beskæftiger tre faste medarbejdere, som suppleres med ni medarbejdere i højsæsonen.
Ved arrangementet bydes der på smagsprøver samt en forfriskning. Alle er velkomne, men det er nødvendigt med tilmelding til Djursland Landboforening.