Fortsæt til indhold

Skilsmisse og byggeri med fire børn og landbrug

Lone Foged Bertelsen overvandt både personlige og faglige forhindringer

Samfund
Anette Bonde

Det er ikke for tøsedrenge, den tur, Lone Foged Bertelsen, 49, var igennem for fem-seks år siden, da hendes mand kom og fortalte, at han ville skilles. De havde næsten lige taget hul på et større byggeri på gården “Frøholm” mellem Ørsted og Holbæk, som de drev sammen. Manden flyttede, og Lone besluttede at købe ham ud og køre gården videre. Parrets fire børn, der dengang var mellem 8 og 17 år, blev boende hos hende.

Overlevede på succes’er

Det gik heldigvis godt. Lone færdiggjorde byggeriet af stald til ungdyr, goldkøer og malkestald, og i dag er de tre af børnene fløjet flyveklar fra reden, gården er stadig i god gænge, og Lone har mødt en anden mand, Henning, som er flyttet ind og hjælper med driften.
“Mine børn var en helt ufattelig stor hjælp dengang. Det var dem, der holdt mig kørende - det kunne jo ikke hjælpe, hvis jeg gik ned”, smiler hun.
Også hendes forældre har hele vejen igennem været en stor hjælp, både med støtte og med praktiske ting, og gode naboer giver også en hjælpende hånd, når det kniber.
Lones råstyrke gav hende kræfterne til at gå videre. Hun fandt altid en udvej og klarede for eksempel strømsvigt, at malkemaskinerne strejkede i stærk frost, vanskelige kælvninger med mere. Ind imellem følte hun sig også meget glad, for eksempel når hun fik taget græsset eller majsen til ensilage på det perfekte tidspunkt.
“Køerne gav jo mælk, og jeg fik teknikken til at fungere, når den drillede. Jeg overlevede på succes'er - det var også derfor, det kunne lade sig gøre.”
I dag er hun blevet endnu stærkere, og sammenholdet mellem hende og hendes fire børn er blevet endnu tættere.
“Hæng dig ikke i bagateller”, lyder hendes morale i dag.

Der er 240 malkekøer og 250 ungkreaturer på “Frøholm”. Fotos: Anette Bonde.

225 højtydende SDM-køer

I dag står Lone Foged Bertelsen med det fulde faglige og økonomiske ansvar for en kvægbedrift med 225 højtydende SDM-køer og flotte resultater både i avlsarbejde og på dyrskuer. Dagsprogrammet hedder op klokken 4 og i seng mellem klokken 23 og 23.30. I løbet af dagen får hun to gange et hvil på henholdsvis et kvarter og ti minutter.
“Jeg forsøger at få lidt længere tid, men det er sådan det går for det meste.”
Der er 200 ha jord til “Frøholm”, 240 malkekøer og 250 ungkreaturer. Ud over Lone selv er der fire fuldtidsansatte og en skoledreng.
Lone Foged Bertelsen er ikke én, der klager sig unødigt, det skulle da lige være over mælkepriserne.
““Det kunne da være rart med en højere mælkepris - det ville gøre alting meget nemmere.”
Arla har netop varslet en nedgang på 7,5 øre pr. liter. For “Frøholm”, der leverer 2,5 mio. liter mælk årligt, betyder det en nedgang på 187.500 kroner årligt.