Landdistrikterne og de små bysamfund skal styrkes
Lokalavisen Skanderborg har stillet folketingskandidaterne, der stiller op i Skanderborg, tre hurtige valgspørgsmål: Hvilken østjysk mærkesag, de vil kæmpe for på Christiansborg, hvorfor de er gået ind i politik og hvad vi ikke vidste om dem. Læs her, hvad Kristendemokraternes kandidat Kristian Søndergaard Larsen svarer.
Hvilken østjysk mærkesag vil du kæmpe for på Christiansborg?
Landdistrikterne og de små bysamfund skal støttes og styrkes. Det skal være godt at bo, gå i skole, arbejde og drive butik eller virksomhed også på landet og i de mindre byer.
Hvorfor gik du ind i politik?
For at støtte de langtidsholdbare værdier, Kristendemokraterne står for: Familien er samfundets grundlæggende enhed, et godt uddannelsessystem uden tvungen heltidsskole og med plads til frie skoler, værdig omsorg for dem, der behøver hjælp bl.a. syge, ældre og flygtninge, alle mennesker er livet værd fra undfangelse til naturlig død, orden i økonomien er vigtig, men penge er ikke alt.
Det vidste I ikke om mig
Sang er vigtigt for mig, og politikere burde generelt synge noget mere - sammen.