Fortsæt til indhold

Prøveløsladt på flugt prøvede at køre politibetjent ned

To tyveknægte forsøgte at komme væk fra politiet, men endte deres flugt ved at påkøre et træ

Samfund
Arkiv

OPDATERING ONSDAG KLOKKEN 08.30: Den 23-årige mand fra Vejle blev tirsdag eftermiddag varetægtsfængslet i fire uger af Retten i Horsens. Han var prøveløsladt og havde en reststraf fra en tidligere dom for indbrud.

Der var fart på, da en stjålet Audi A3 natten til tirsdag 2. maj kørte igennem Uldum by.
En politipatrulje fik øje på bilen, hvori der sad to mænd på 23 år, og kørte derfor efter Audi'en. Føreren af Audi'en havde dog ikke lyst til at stoppe for politiet og fortsatte i høj fart igennem Uldum by og ud på Nordvestvej.
Herfra fortsatte bilen på Fasanvej, der er en blind vej, hvor mændene i Audi'en kørte ind på en gårdplads. Her standsede politiet foran Audi'en i den tro, at de nu kunne få kontakt til de to mænd i bilen. Men da den ene politibetjent gik ud af bilen, valgte føreren af Audi'en at køre direkte mod politibetjenten, der heldigvis nåede at hoppe til siden, hvor efter Audi'en ramte politibilens dør.
Flugtbilisten kørte derefter væk, hvor den lidt længere nede ad vejen ramte et træ. Her fandt politiet bilen med den 23-årige fører siddende bag rattet, imens den anden 23-årige mand i bilen var løbet væk. Han blev dog umiddelbart efter fundet ved Uldum Hallen.

Fremstilles klokken 14

Begge 23-årige mænd kommer fra Vejle. Det viste sig, at de havde stjålet bilen i Odense, og samtidig var føreren af bilen påvirket af Narko. Det oplyser Peter Thaysen fra Horsens Lokalpoliti.
Føreren af bilen er blevet sigtet for en række overtrædelser, hvor han blandt andet kørte uden kørekort, kørte i narkopåvirket tilstand, ikke efterkom politiets anvisninger og tyveri af bilen samt indbrud i Odense.
Han bliver i dag klokken 14.00 fremstillet ved retten i Horsens. Det skriver Sydøstjyllands Politi på Twitter, hvor det tilføjes, at han var prøveløsladt.


Grundlovsforhør i retten i Horsens kl. 14 med prøveløsladt indbrudstyv, der ved anholdelsen forsøgte at køre politimand ned #politidk
— SydøstjyllandsPoliti (@SydOjylPoliti) 2. juni 2015