Giv eleverne deres fritid tilbage
Det frivillige foreningsarbejde er kommet under pres som følge af skolereformen. Heldagsskolen har begrænset elevernes fritid med det resultat, at der er blevet mindre tid til forenings- og klubarbejde. Hos KristenDemokraterne mener vi, at frivilligt foreningsarbejde er med til at forme og styrke os som mennesker. Det er med til at forme vores forståelse af demokrati og af det at være forpligtet overfor fællesskabet. Men mange børn og unge har ikke længere kræfter til at engagere sig i for eksempel den lokale svømmeklub, når de langt om længe endelig får fri fra skolen.
I stedet ønsker regeringen, at foreningslivet inddrages i skolen og tilbydes mulighed for at udbyde deres aktiviteter der. Det ser jo meget godt ud ved første øjekast. Men det betyder reelt, at foreningerne bliver billig arbejdskraft for skolen og kommer til at virke på skolens betingelser. Det kan måske gå an for fodboldklubben, men der bliver næppe plads for kirkelige eller idébetonede foreninger i folkeskolens undervisningstid.
KristenDemokraterne vil afskaffe heldagsskolen og give eleverne deres fritid tilbage! Tid til familien og tid til frivillige aktiviteter. Det vil bevare mangfoldigheden i det frivillige arbejde, og det vil give et frirum til elever, der er fanget i en bestemt rolle, når de omgås klassekammeraterne i skolen.