Fortsæt til indhold

Hold ferie, når skolen holder ferie

Børn skal ikke tages ud af skolen for at holde ferie

Samfund
Arkiv

Hold ferie, når skolen holder ferie. Sådan lyder skoleleder Jens Bays opråb til forældrene til elever på Højvangskolen i Horsens.
Det er et af 10 forældrebud, han for øjeblikket sender ud til forældrene for at gøre dem opmærksom på deres ansvar for, at deres børn lærer mest muligt.
“For øjeblikket kører eleverne på Højvangskolen sådan groft sagt i 3.-5. gear, når det gælder arbejdsindsatsen. Men vi skal helt op i 6. gear, og det skal disse henstillinger til forældrene bane vejen for. Ved at afvikle ferie eller bede om fridage i skoletiden sender forældrene et signal til deres børn om, at skolen – og dermed læring - ikke er så vigtig,” siger Jens Bay i en pressemeddelelse fra Horsens Kommune.
Han understreger, at rigtig mange forældre lever op til samtlige forældrebud.
“De 10 bud skal ikke betragtes som skældud, men det er en alvorlig appel til forældrene. Mit formål er at forstyrre, og hvis det medfører, at jeg kommer til at fornærme nogen, så gør jeg det gerne. Mit håb er, at de 10 forældrebud også vil afføde reaktioner fra forældrene i forhold til, om skolen selv gør det godt nok,” siger Jens Bay.
Lærernes tillidsrepræsentant Peter Holmgren siger:
“De 10 forældrebud er et godt signal til forældrene, som lærerne hilser velkomment. Vi bruger i forvejen meget tid på at diskutere med forældrene om det rimelige i, at deres børn skal have fri til for eksempel at prøvesidde en saddel til en hest eller tilbringe tid med en nyanskaffet hundehvalp. Og det er lærerne, som står med ansvaret og efterslæbet, når elever – efter fravær – mangler viden, oplæg eller materialer, der hindrer deres videre arbejde. Som det er nu, opfordrer vi forældrene til at lade deres børn følge undervisningen, men med støtte ovenfra vil det helt klart blive nemmere for os at håndhæve reglen om mødepligt.”