En kuffert med kultur - for børn
Kulturkufferten skal give børn og deres forældre nye kulturelle oplevelser i Horsens
Saks, limstift, tape, en masse børn og ikke mindst en kreativ kuffert. Det var ingredienserne til en kulturel og ikke mindst kreativ eftermiddag på Horsens Bibliotek, som Borgmester Peter Sørensen (S) ikke ville gå glip af.
Storsmilende sad borgmesteren helt fordybet i at klippe figurer ud sammen med børn fra Daginstitution Søndermark og Børnegårdens Børnehave.
“Det er dælme længe siden, jeg har siddet og klippet og klistret, men det er vigtigt at huske på at lege. Det er skægt, uanset hvilken alder man har,” lyder det begejstret fra Peter Sørensen.
Baggrunden for torsdagens lege på biblioteket var, at Horsens Kommunes dagtilbud og kulturinstitutioner har startet et nyt samarbejde ”Rundt i kulturen”, der har til formål at give børn mulighed for at stifte bekendtskab med mange forskellige facetter af kulturen, der medvirker til at styrke deres sprog samt deres sociale og personlige kompetencer.
De medvirkende kulturinstitutioner er Horsens Museum, Kunstmuseum og Billedskole, Danmarks Industrimuseum, Middelalderfestivalen, Komediehuset, Horsens Musikskole, Imagine Horsens og Horsens Bibliotek.
“Det er superspændende og rigtig godt for børnene at opleve andre ting end lige det legeland, man har tendens til altid at tage til. Vi har været på museum og se skeletter og det har givet anledning til mange gode snakke om oplevelsen derhjemme,” siger Sarah Jeppesen, der er mor til 3-årige Marco Gadeberg.
Både børn og voksne var begejstret for den kulturkuffert, der er tegnet af Cato Thau-Jensen.
Kufferten indeholder en film, fire bøger, et kulturpas til kulturelle oplevelser i Horsens, klippeark og klistermærker. Desuden er kufferten indrettet således, at den kan omdannes til et dukketeater.
Udover et klippe og klister-hjørne bød biblioteket på historielæsning og musik og bevægelse, som Horsens Musikskole stod bag.