Vægtkonsulent er vendt tilbage til Auning
Bodil Cramer har fast træffetid som coach i Auning Idtærs- og Kulturcenter
Da Bodil Cramer var yngre havde hun i mange år yo-yo-vægt. Hun var som regel til den tunge side vægtmæssigt, og i skolen blev hun endda kaldt for Bodil Udsen. For tolv-tretten år siden gik hun til en vægtkonsulent, og fra at have brugt str. 46 gled hun nu nemt i en str. 38. Derefter besluttede hun sig for selv at blive vægtkonsulent, selv om hun havde et godt job som socialformidler i Randers Kommune.
“Jeg har været mere end fuldtids vægtkonsulent siden. Det er blevet en livsstil at vejlede folk i at spise sundere og opnå højere livskvalitet.”
Gået ind i Fit-all
Siden april har hun hver tirsdag haft fast træffetid i Auning Idræts- og Kulturcenter. Nye medlemmer kan komme klokken 12.45 eller 17.15, til introduktion og vejning og andre kan komme til vejning fra klokken 12 og klokken 16.30.
Indtil for nylig har Bodil Cramer arbejdet for De Danske Vægtkonsulenter. De stopper imidlertid med hold ude i byerne og bliver 100 procent digitale. Bodil Cramer er derfor gået ind i kæden “Fit-all”.
Hovedingrediensen er kostomlægning, men hun kan også rådgive om forskellige kure som 5:2, hvis folk skal opnå hurtigt vægttab. Det vigtigste i længden er dog en effektiv kostomlægning, understreger hun.
“Jeg har selv været på kur mindst 50 gange, og har altid taget det hele på igen.”
Bodil Cramer har tidligere haft hold i Auning, da hun arbejdede for De Danske Vægtkonsulenter. Det var fra 2004 til 2007, og i løbet af de tre år tabte hendes medlemmer sig i alt 4,5 tons.
“Skift nogle ting ud i dagligdagen med færre kalorier, som smager lige så godt. 70 procent af vægttabet har med kost at gøre, men sørg også for at få god motion.”