Kæmpe forventninger til navnet

Klokken er 06.-noget, da Lokalavisen møder Jakob Ellemann-Jensen på Venstres valgcafé på Park Allé. Udenfor, på gaden, byder den kommende kulturby på glasskår, fastfoodaffald og søer af opkast. Valgcaféen byder heldigvis på ordnede forhold, hvor en flok pæne, unge mennesker står og clipser te-breve fast på valgmateriale.
“Så kan det være, at folk får en god morgen,” forklarer Jakob Ellemann-Jensen.
Man får bestemt ikke indtrykket af, at venstrefolkenes morgen netop er startet, for valgmaterialet tårner sig op i bunker. Nu er det også på tide at komme ud og møde vælgerne, er konsensus vist, og vi bevæger os i retning af Banegårdspladsen.
“Folk var meget tilbageholdende med at tale med os, da valget lige var udskrevet, men det har heldigvis vendt nu,” forklarer Jakob Ellemann-Jensen, mens han bærer rundt på et kæmpe banner med sig selv på.
Selvom navnet ‘Ellemann-Jensen', set i lyset af søsterens og faderens virke, måske smager lidt af dynasti, har vejen ind i politik alligevel været lang og kringlet. Ikke noget med et samfundsvidenskabeligt universitetsforløb krydret med ungdomspolitik.
Jakob Ellemann-Jensen har tilbragt seks år i forsvaret, hvor han endte med at blive udsendt som kaptajn til Bosnien-Hercegovina lige omkring år 2000.
Herefter kom en uddannelse som erhvervsjurist på CBS, som har affødt en karriere i det private erhvervsliv med store stillinger hos IBM, PwC og GN Store Nord.
Først i 2011 trak familiegeschæften i ham, og han blev valgt til Folketinget.

Har du dog intet lært?

Du havde en fin karriere i det private erhvervsliv. Hvorfor ville du overhovedet ind i politik?
“Tidligere var jeg også sikker på, at det skulle jeg aldrig. Min farmor på Fyn spurgte, om jeg også skulle være politiker. Jeg svarede ‘nej, jeg ved, hvad det gør ved folk og deres familieliv', hvortil hun svarede ‘bare vent!'. Mange år senere sad jeg med en ven og brokkede mig over noget politik i tv, hvor min ven sagde, at jeg skulle gøre noget ved det eller skrue ned for brokkeriet. Jeg drøftede det med min søster (Karen Ellemann, red.), og hun sagde ‘Endelig!'. Så snakkede jeg med partiet, og de gav mig en valgkreds. Først derefter fortalte jeg min far det, og han sad lang tid tavs og tog sig til tindingen. Så sagde han endelig ‘det kan jeg godt forstå.' Men det var som om han tænkte ‘Har du dog intet lært?!' efterfulgt af en lettelse over, at det åbenbart ikke har været så slemt at være politikerbarn.”
Tilbage på Banegårdspladsen har solens stråler så småt taget fat, og vi kan ikke længere se vores egen ånde.
Aarhus virker sjældent sympatisk denne morgen og tilnavnet ‘Smilets By' har aldrig virket mere passende. Måske skyldes de mange smil teen, måske solen, men selv folk, som åbenlyst tilhører den modsatte fløj, er venlige.
En velklædt og nyklippet herre går op til Jakob og giver ham hånden. Han beklager, at han ikke kan stemme på Ellemann-Jensen, da han bor for langt sydpå.
“Hørte du, han sagde desværre?!,” siger Jakob Ellemann-Jensen med et grin.
Men morgenfolket har travlt, og det bliver sjældent til mere end et smil og et te-brev i farten.
“Folk har bedre tid til at tale om eftermiddagen,” forklarer Jakob og fortsætter:
“Men det er ret specielt ved denne valgkamp, at jeg skal bruge så mange kræfter på at forklare, hvad jeg ikke vil gøre. Som for eksempel at putte børn i fængsel. Normalt plejer snakken jo at gå på, hvad jeg gerne vil.”

Tung arv at løfte

Den 41-årige Jakob Ellemann-Jensen har allerede gjort sig bemærket i politik. Han har fået en tung post som EU-ordfører, og for nyligt blev han valgt som folketingets fjerdemest respekterede medlem, kun overgået af veteranerne Bertel Haarder (V), Steen Gade (SF) og Mogens Lykketoft (S). Privat er han far til to og bror til Karen Ellemann, som har haft flere ministerposter. Og så kommer man jo ikke udenom faderen Uffe Ellemann-Jensen, som er en af de få, der kan pryde sig af at være folkekær venstremand.
Du har nogle store sko at skulle fylde. Både i forhold til din far og i forhold til Lykke Friis (V), som fik et kanonvalg sidst i Aarhus. Er du nervøs for det?
“Mit efternavn har i mange år afholdt mig fra at gå ind i politik, for der er kæmpe forventninger til det navn. Men jeg har været igennem mange ting, før jeg stillede op. Jeg har bevist mit værd, først i militæret, siden i det private erhvervsliv, og nu er jeg så klar til at stå på egne ben i politik også. Min far og jeg er enige om mange ting, men vi er også meget forskellige. Han er mere konfronterende, end jeg er. Med hensyn til Lykke Friis ved jeg godt, at jeg ikke kommer i nærheden af hendes valg. Det er lidt sjovt, for jeg fyldte hendes sko som EU-ordfører og overtog hendes kontor, og nu har jeg så også arvet hendes kreds. Hun er et af de mest begavede mennesker, jeg kender, og jeg er ydmyg overfor opgaven. Jeg ved godt, at jeg har en tung arv at løfte, men jeg koncentrerer mig om at være Jakob.”

Handler tøj i Aarhus

På Banegårdspladsen tager Lokalavisen afsked med Jakob Ellemann-Jensen. Han skal videre til radiointerview, ud på gader og stræder og møde vælgere, og i aften skal han lave politikerrisotto med blandt andet Alternativet. Livet som folkevalgt er travlt i disse dage, og Jakob Ellemann-Jensen fortæller, at han under seneste valgkamp tabte syv kilo.
“Vi har aldrig tid til at spise aftensmad,” siger han, da han tager afsked og drager ud i det aarhusianske.
I aften får han forhåbentlig risotto.
Hvad er dit forhold til Aarhus?
“Jeg kan jo ikke blære mig med at være aarhusianer, så mit forhold til byen stammer fra min barndom, hvor min far førte valgkamp her. Siden april 2014, hvor jeg fik Aarhus som kreds, har jeg dog været her en-to gange om ugen. Jeg har mødtes med alle mellem himmel og jord, så jeg kunne få en fornemmelse af byens udfordringer og muligheder. Men jeg har som københavner lagt mærke til, at folk smiler og byder én velkommen, når man træder ind i en butik i Aarhus. Endda som om de mener det. Den behandling får man desværre kun af de svensktalende i København. Jeg er også begyndt at købe alt mit tøj i Aarhus, for man får simpelthen en bedre service.”