Museum bliver ikke del af det nye Mølleparken
Hostel flytter ind i Hovedbibliotekets gamle bygninger, men Naturhistoridk Museum har ikke råd
Aarhus får et nyt internationalt samlingssted, når det tidligere hovedbibliotek bliver forvandlet til city-hostel i kulturbyåret 2017.
Naturhistorisk Museum indgår ikke i planerne for området.
Salget af det tidligere hovedbibliotek til konsortiet Biblioteksparken A/S ved udgangen af 2014 gav mulighed for to scenarier: Ét med et hostel i den tidligere biblioteksbygning og ét med Naturhistorisk Museum og hostel.
Naturhistorisk Museum fik frist til 1. april til at afklare, hvorvidt de kunne skaffe finansiering til at flytte museet til Mølleparken. Fristen blev forlænget til juni, og museet har nu meldt ud, at det ikke har været muligt at skaffe den fornødne finansiering.
Bente Lykke Sørensen, Centerchef for Center for Byudvikling og Mobilitet, er ærgerlig over udfaldet men glæder sig over, at byen får nyt hostel:
"Det tidligere hovedbibliotek er et vartegn for byen, og det er helt afgørende at bygningen – med sin centrale beliggenhed og tidligere funktion som offentligt mødested - giver noget tilbage til byen. Det kommende city-hostel med offentlig café i stueetagen vil tiltrække unge mennesker fra hele verden og give byen et nyt internationalt samlingssted," siger hun i en pressemeddelelse.
Bo Skaarup, der er direktør for Naturhistorisk Museum, er fortrøstningsfuld:
"Det er selvfølgelig ærgerligt, at det ikke lykkedes at finde finansiering til flytningen af museet til Mølleparken. Men i en dynamisk by som Aarhus opstår der altid nye spændende muligheder. Gode løsninger tager tid, og vi har gudskelov god tid. Naturhistorisk Museum er i rivende udvikling, og vi vil fortsætte arbejdet med at skabe et fornyet og moderne naturhistorisk museum. Det synes vi, byen fortjener", siger han i pressemeddelelsen.
Jens Winther, partner i NorCap, del af konsortiet Biblioteksparken A/S, glæder sig til at opføre Aarhus' første city-hostel, som forventes at åbne 1. april 2017:
"Hovedbiblioteket er i kraft af sin beliggenhed, arkitektur og historie den perfekte ramme for et city-hostel. Vi tilbyder billig overnatning i et spændende miljø med det sociale samvær i centrum - et koncept, som går frem i alle storbyer verden over. Vi åbner i 2017 – dermed bliver det nye city-hostel også et bidrag til Aarhus som årets kulturby 2017,” siger han i pressemeddelelsen.
Det kommende city-hostel får 450 senge, og konsortiet forventer 80.000 overnatninger om året.
Projektet indeholder desuden butikker i stueetagen mod Vestergade og Vester Allé, Vestpassagen med forbindelse i mellem Mølleparken og Vestergade samt boliger.
Der arbejdes på en lokalplan for projektet, som forventes forelagt byrådet i september 2015.