Lille museum med stor kunst

Lad os indlede med en tanke: Hvad mon der var sket, hvis Louis Marcussen var rejst med kunstmaleren Asger Jorn til Paris og havde opnået den berømmelse og millionærstatus, som ifølge kollegaen ventede for enden af rejsen?
Ville Louis Marcussens enestående produktion så fortsat have været gemt på et lille lukningstruet museum på Psykiatrisk Hospital i Risskov?
Eller ville han have udstillet på museum med facader med neon og tiltrukket turister i tusindvis fra hele verden, som kappedes om at skamrose værkerne.
Selv om kunsten langtfra afgøres af berømmelse og rigdom, så har de feterede millionærer med pensler og palet det alligevel lidt lettere i finkulturens ofte snobbede verden.
Hele denne dyrkelse sagde ikke Louis Marcussen noget. Han foretrak sin vante hverdag på hospitalet, hvor han under kunstnernavnet Ovartaci skabte en stor produktion af l'art brut – rå, uskolet kunst.
Ovartacis historie er gribende, og har man endnu ikke besøgt det specielle og hyggelige Museum Ovartaci på Psykiatrisk Hospital i Risskov, så har man en oplevelse af de større til gode.
I disse måneder er museet truet på eksistensen. Patienterne på det psykiatriske hospital skal flytte fra det naturskønne område i Risskov og til nye betonbygninger på supersygehuset i Skejby. Det tidligere jyske asyl omdannes til Bindesbøll-byen som et eksklusivt boligområde, og her er Museum Ovartaci kommet i klemme, efter at regionen har trukket sin støtte, og Aarhus Kommune har investeret sine kulturmidler i en betonklods på havnen.

Ægte kunst

Der rejses derfor kritik af den behandling, museet er udsat for, fordi myndighederne ikke honorerer Museum Ovartacis kvaliteter.
En af dem, der raser, er Peder Stougaard, skaberen af Plakatmuseet, som i dag er en afdeling i Den Gamle By.
”Når man prøver at trænge ind i Ovartacis kunstværker, er der en ægthed, en fortrolighed i værkerne, og man kan blive foruroliget over, hvad der gemmer sig i hans kunst. Jeg er selv kunstner, og han rammer mig dybt, ” siger Peder Stougaard.
Peder Stougaard er ikke den eneste, der er truffet. Mange er slået af Ovartacis personlige historie.
Louis Marcussen blev født i 1894 i Ebeltoft og uddannet malersvend. Som ung fulgte han med strømmen og emigrerede til Argentina. Under opholdet i Sydamerika, der varede seks år, blev han alvorligt syg, og da han vendte hjem i 1929, blev han indlagt efter at have truet familiemedlemmer med et defekt jagtgevær. De næste 56 år tilbragte han på psykiatriske hospitaler – især Risskov – til sin død i 1991.
Det står fast, at noget gik i stykker under opholdet i Argentina. Det kneb med at finde arbejde, og den unge dansker levede i fattigdom blandt indianere.
”Hans figurer har indianske træk, og på rejsen oplevede han nogle hallucinationer, men om de skyldtes euforiserende stoffer eller langvarig sult, ved man ikke. Kun at han ikke kunne komme tilbage til virkeligheden, ” siger Peder Stougaard.
Louis Marcussen var også plaget af et identitetsproblem. Mens ulykkelige mennesker i dag nærmest kan skifte køn på computeren, var det anderledes for Louis Marcussen, der så længe blev nægtet den mulighed af autoriteterne, at han to gange forsøgte selvkastration.

Overlægen og overtossen

På hospitalet i Risskov blev Louis Marcussen behandlet af overlæge Johannes Nielsen, der anvendte kunst som terapi. Gennem tiden har der været mange kunstnere med psykiske lidelser, og Ovartaci er her i konsultation med andre skandinaviske kunstnere Edvard Munch, P.S. Krøyer, C.F. Hill, Ludvig Karsten og Lauritz Hartz, der også var ramt af psykiske sygdomme, men alligevel udtrykte sig som kunstnere.
I Risskov fik Louis Marcussen sit eget atelier, og han tog navnet Ovartaci, som er indiansk inspireret og skulle betyde overtossen. Overlægen og overtossen blev venner. Overlægen skabte museet, og overtossens værker kom til at dominere samlingerne, fordi de er så anderledes.
”Jeg vurderer hele samlingen som meget værdifuld kunst, ” siger Mia Lejsted, kunsthistoriker og museets daglige leder.
”Der er nogle kvaliteter, ikke mindst i Ovartacis værker, som man ikke finder andre steder. Ovartaci brænder igennem, fordi han er så anderledes i sit udtryk, ” siger direktøren, der mener, at samlingen opfylder samtlige kvalitetskrav, der stilles til gode værker.
Mia Lejsted kæmper for at sikre museets overlevelse:
”Der er ikke megen grund til optimisme. Vi har mødt afslag hele vejen rundt og fået negative tilbagemeldinger. Der er ikke megen lys for enden af tunnelen lige nu. Vi er havnet i et politisk spil. ”
Alligevel glæder Mia Lejsted sig over den opbakning, museet har fået fra kendte og ukendte samt flere støttegrupper på de sociale medier, hvor der også gennemføres en underskriftsindsamling til støtte for museet.
Mia Lejsted er klar over, at der er en fare for, at værkerne ikke vurderes på egne betingelser, men som en del af de rammer de befinder sig indenfor. Man risikerer, at det bliver sygdom snarere end kunst, og derfor så hun gerne, at værkerne også blev vist uden for hospitalet.

Anerkendelse er afgørende

”Vi kan ikke løbe fra, at samlingens kunstnere har haft noget med psykiatrien at gøre. Det er derfor, det er god kunst, men nogen gange kan man komme til at læse sygdom ind i billederne. Det er ærgerligt. Man tolker jo aldrig sygdom ind i et van Gogh-billede. ”
Det handler om at blive anerkendt. Og med en anerkendelse ville alt se anderledes ud for det lille museum, der er noget helt specielt. Foruden kunst i stueetagen rummer museet en afdeling med psykiatriens historie på førstesalen, og den rummer mange muntre elementer. De færreste er formentlig klar over, at der både var 1., 2. og 3. klasses spisestuer på hospitalet tidligere, og hvor patienterne blev budt, afhang af deres sociale status.
Der er også masser af skoleelever på besøg på museet.
”Ofte er det helt naturligt at tale om psykisk sygdom,” siger Mia Lejsted.
Det sker, at børnene gerne vil se en psykisk syg, men egentlig er skuffede over mødet.
”Man kan jo slet ikke se det.”
”Det er befriende, ” konkluderer Mia Lejsted.