Fortsæt til indhold

Fondsmidler til skolerne

A. P. Møller fonden støtter inklusionen i folkeskolerne i Norddjurs og Skanderborg

Samfund
Arkiv

Skanderborg Kommune og Norddjurs Kommune har netop fået bevilget 5,5 mio. kroner fra A.P. Møller Fonden til et fælles kompetenceudviklingsprojekt, der skal styrke inklusionen i skolerne og skabe øget læring og trivsel hos alle børn.
De to kommuner har begge arbejdet med projektet Synlig Læring i folkeskolereformens første år. Projektet gennemføres i samarbejde med den internationalt anerkendte forsker John Hattie fra University of Melbourne i Australien.
Det fælles kompetenceudviklingsprojekt, som A.P. Møller Fonden nu har valgt at støtte, er en forlængelse af projektet Synlig Læring, men fokuserer i særlig grad på at skabe læring og trivsel hos de elever, som almenskolen kan have særlige udfordringer med at inkludere, fortæller chefkonsulent Torben Steen fra Skanderborg Kommune.
Projektet strækker sig fra 1. august 2015 til 31. december 2017. I denne periode afvikles kompetenceudviklingsforløb for alle lærere, pædagoger, ledere og udvalgte faglige vejledere. Desuden oprettes på alle niveauer faglige netværk på tværs af kommunegrænserne, og det tilfører projektet en ekstra dynamik, understreger skole- og dagtilbudschef Finn Nørskov Mikkelsen fra Norddjurs Kommune .