Fortsæt til indhold

“Vi skal skabe vækst, begejstring og optimisme”

Der bliver skattelettelser til både høj og lav, hvis Liberal Alliances Anders Samuelsen får de afgørende stemmer efter valget

Samfund
Michael Harsvik

Punkt 1. Væk med topskatten. Punkt 2: Ingen skal betale skat af de første 7.000 kroner.
Med de to hovedkrav sætter Liberal Alliances Anders Samuelsen gang i den liberale valgkamp:
”Ingen skal betale skat, før man er i stand til at finansiere sig selv. Derfor skal ingen betale skat af de første 7.000 kroner, man tjener. Topskatten skal væk, fordi det er det bedste middel til at sikre vækst og arbejdspladser i Danmark,” mener han.
”Det vigtigste tema i valgkampen må simpelt hen være, hvordan vi skaber vækst og gode vilkår for de, der vil og kan skabe arbejdspladser,” siger Anders Samuelsen.
Det er én af de vigtigste årsager til at stemme på Liberal Alliance?

”Ja, og så, at man får to stemmer for én, hvis man stemmer på os. Man får både en borgerlig regering, men man får også en borgerlig regering, der fører liberal politik. Med et meget svagt Venstre og et stærkt Dansk Folkeparti er det ekstra vigtigt, at Liberal Alliance præger beslutningerne med en ægte liberal profil.”.
Hvilken beslutning fra den seneste valgperiode er du mest tilfreds med?

”Det bliver svært, men det var Liberal Alliance, der satte gang i hele kontanthjælpsreformen. Mange husker sikkert Carina-sagen, der viste, at kontanthjælpsmodtagere ofte fik det samme eller mere end de, der er i arbejde. Den reform er jeg ret stolt af.”
Og er der en beslutning, du er ked af?

”Ja, energireformen, der koster det danske samfund seks milliarder kroner om året, og som også koster arbejdspladser. Den hæver en masse afgifter og giver penge til vindmøller på bekostning af al mulig anden energi. Det er nye byrder for samfundet til seks milliarder kroner om året.”

Vi er ikke fjender

Hvornår er du mest stolt af det danske demokrati?
”Det er jeg, når jeg ser, at vi er i stand til at grine sammen, selv om vi er politiske modstandere. Vi hader ikke hinanden på Christiansborg. Selv om vi er uenige, kan vi godt samarbejde.”
”Hvornår er du mest træt af det danske demokrati?”

”Det er, når vi ikke skaber resultater. Der kan blive så meget konsensus, at der ikke kommer nogen retning ud af det. Så bliver det symbolpolitik. Vi skal huske, at netop fordi vi er et lille land, så er det meget let at ændre rammerne for blandt andet erhvervslivet. Vi har tillid til hinanden i Danmark, men desværre er alt for mange partier bange for vælgerne”.