Fortsæt til indhold

”Matador sidder i mig”

Ni skarpe spørgsmål til Søren Pape Poulsen

Samfund
Steen Trolle

Hvad stemte du første gang og hvorfor?
“Jeg stemte konservativt – det var ved valget i 1990. “
Hvad fik dig til det?

“Jeg blev engageret i politik på grund af Erhard Jacobsen. Ikke så meget for det, han sagde, men for hans engagement. Han gav mig en interesse for politik.”
Hvis du ikke var i politik, hvad ville du så lave?

“Det ved jeg faktisk ikke. Jeg har det sådan, at hvis man ikke er til stede i nuet, men hele tiden går og tænker på at 'hvad sku' jeg så', så glemmer man lige præcis at være på her og nu.”

Ind i KU

Dit mest lykkelige øjeblik i politik?
“Set i bakspejlet, så var det da jeg meldte mig ind i Konservativ Ungdom. Det har givet mig menneskelig udvikling, kammeratskaber og en masse menneskelige udfordringer. Og det førte til, at jeg blev borgmester.”
Hvad ved folk helt sikkert ikke om dig?

“Jeg tror simpelthen ikke, at der er noget folk ikke ved om mig. Jeg kan huske, at jeg lavede et interview op til kommunalvalget, hvor der var én der sagde: “Hvad kunne være sjovt at være med i?” Jeg sagde: “At medvirke i en musical – hvis jeg havde evnerne.”
Dit politiske forbillede?

“I Danmark er det Poul Schlüter. Internationalt er det Ronald Reagan, især på grund af hans utrættelige kamp for menneskers frihed og for Berlinmurens fald.”
Din yndlings tv-serie?

“Jeg er vokset op med 'Matador', så den sidder i mig. “
Favoritrejsemål?

“USA. Jeg har været der flere gange, og det er et fantastisk land at rejse i. De har en befolkning, der er meget åbenhjertig og imødekommende - uanset om det er i øst, vest, nord eller syd.”
Hvad gør du, når du virkelig skal slappe af?

“Så er jeg sammen med nogle rigtig gode venner, hvor vi bare sidder sammen, får lidt at spise, drikker noget rødvin og snakker sammen. Jeg har et sommerhus i Trend i Vesthimmerlands Kommune, hvor jeg også hygger og slapper af.”