Fortsæt til indhold

Ny slagter ekspederer gerne på gaden

Bjerre Kød har åbnet en butik i Horsens, der ikke nøjes med ekspedition ved disken

Samfund
Lotte Gyldenvang

“Jeg vil da gerne have frisk kød, så jeg tog chancen og vinkede ind til den nye slagter,” siger Bjarne Jacobsen fra Horsens.
Han kom kørende på sin handicapknallert på Hospitalsgade og stoppede ud for nummer 21, hvor Bjerre Kød for nylig åbnede dørene for en ny slagterbutik.
Bjarne Jacobsen var spændt på, om han kunne få slagteren ud på trappen, nu hvor han ikke selv er i stand til at passere trinnene. Der gik ikke mange sekunder, før slagter Ivo Pedersen gik ud til Bjarne for at tage imod bestilling.
“Det ligger helt naturligt til mig, at jeg lige smutter ud til en kunde, der ikke selv kan komme ind i forretningen. Så det er bestemt ikke et enkeltstående tilfælde. Alle har ret til at købe kød hos os,” siger Ivo Pedersen, daglig leder ved Bjerre Kød i Horsens, inden han henter byttepenge til Bjarne Jacobsen.
“Det er jo fantastisk, når der ydes en særlig service, især når det gælder lune frikadeller,” siger Bjarne Jacobsen med et stort smil på læben.

Headhuntet slagtermester

Ekspeditionen på trappetrinnet skete på trods af, at der på åbningsdagen var stor efterspørgsel på kødet.
Den første kunde gik ind ad døren en halv time før, de egentlig åbnede.
“Siden har vi ikke stået stille i et minut. Det er meningen, at det kun er mig, som skal drive butikken her. Men hvis travlheden fortsætter, må jeg få en mand eller to mere herind fra vores butik i Bjerre,” siger Ivo Pedersen lettere forpustet over at lange bøffer, spegepølser og fars over disken.
Det er indehaverne af Bjerre Kød i Bjerre, Linda og Lars Kjerkegaard, der har valgt at overtage butikken på Hospitalsgade, hvor Slagter Møller har drevet forretning i mange år. Butikken er blevet renoveret og parret er glade for nu at kunne tilbyde kød fra Bjerre Slagter i Horsens midtby.
Og så har de headhuntet Ivo Pedersen til at drive forretningen.
“Jeg havde lige fået tilbudt at være slagtermester i en nyåbnet Superbrugs i Silkeborg, da Lars ringede til mig med dette job. Det tilbud kunne jeg ikke modstå,” lyder det fra Ivo Pedersen.
Han er udlært ved Slagtermesteren i Hørning og har tidligere skåret kød i Superbrugsen i Stensballe og været salgskonsulent ved Randers Kødengros. For otte år siden var han ansat ved Bjerre Kød, og er glad for at vende tilbage.
“Det er fantastisk. Jeg vil langt hellere stå i spidsen for en selvstændig slagterbutik, hvor jeg har frie tøjler til at gøre en masse ting,” fortæller den 38-årige slagter, der er bosat i Lund med sin kone og to børn.

Store ambitioner

Han drømmer allerede om større lokaler og faciliteter til at kunne lave mere mad ud af huset og færdigretter, som ældre og enlige kan nyde godt af. Men først og fremmest vil den nye slagter i Horsens gerne kunne tilbyde tapas, så der er nem mad til fredagsrødvinen.
Uanset hvor ambitionerne ender, lover Ivo Pedersen, at kunderne vil blive betjent af faguddannet personale - både ved disken og på trappetrinnet til Bjerre Kød.