Fortsæt til indhold

Donation til selvhjælp

Grupper for sårbare kvinder overtegnede - men nu er der penge på vej

Samfund
Erland Rasmussen

Behovet for selvhjælpsgrupper til kvinder har vist sig større end forventet. Sådan konstaterer formanden for Selvhjælp Skanderborg, Bibi Kasten.
Sidste forår begyndte blot fire kvinder i en gruppe. I dag er der to med i alt 16 deltagere. Frivillig Lif Jepsen, der arbejder med grupperne supplerer:
“Interessen har overrasket os meget. Vi kan se, at det kan blive aktuelt at udvide med en gruppe mere,” siger hun.
Lif Jepsen nævner, at ensomhed er den gennemgående overskrift på de problemer, kvinderne oplever.
Men følelser som angst og svigt hører også til i den kategori.
Ideen bag selvhjælpsgrupperne er, at kvinderne får fornyet mod, gejst og motivation til at løse deres problemer ved at komme ud blandt ligesindede.
“For nogle kan det være en kraftanstrengelse bare at gå op af trappen og ind i et lokale, hvor der er mennesker, man ikke kender i forvejen. Det er ofte meget ensomme mennesker, der gennem samværet i grupperne hjælper hinanden godt på vej videre,” uddyber Lif Jepsen.
Der kom ekstra fokus på det frivillige sociale arbejde med kvindegrupperne forleden, da Selvhjælp Skanderborg modtog en donation fra Kvindegrupperne i Skanderborg Kommune.
Det skete ved en reception i Medborgerhuset, hvor Jytte Schnack som repræsentant for Kvindegrupperne overrakte en check på 12.000 kroner.
“Vi er glade for at have fundet en gruppe som denne at donere penge til,” sagde Jytte Schnack.
Formanden for Selvhjælp Skanderborg, Bibi Kasten, lovede, at pengene vil gøre god gavn som støtte til udflugt, foredrag og juleaften for nogle i Kirkecentret.
Bibi Kasten oplyser, at Selvhjælp Skanderborg driver 15-16 selvhjælpsgrupper i alt med 33 frivillige og en ansat koordinator, hvis løn betales af penge fra PUF-midler, som er socialministeriets pulje til frivilligt socialt arbejde.