Ny teknologi klar til at hjælpe bilister i Aarhus
Ti dynamiske tavler er nu opsat langs Randersvej, Grenåvej, Ringvejen og Kystvejen. På fredag demonstreres, hvordan teknologien skal hjælpe bilisterne hurtigere frem i Aarhus.
De ti dynamiske tavler er digitale og kan skifte mellem flere forskellige budskaber til bilisterne alt afhængig af, hvad der er mest aktuelt på det pågældende tidspunkt. Tavlerne kan på baggrund af aktuelle målinger af trafikstrømmene i Aarhus for eksempel give anvisninger om den hurtigste rute og derved spare bilisterne tid og få trafikken langs Randersvej til at glide bedre til trods for det omfattende arbejde med Letbanen.
Fredag 12. juni klokken 12.30 demonstrerer Center for Byens Anvendelse, hvordan tavlerne virker ved den tavle, der er opsat ud for Aarhus Tech på Randersvej.
Der vil blive vist eksempler på tavlernes budskaber, og faglige medar-bejdere vil svare på, hvordan tavlerne skal styrke fremkommeligheden i Aarhus. Claus Pedersen, chef for Center for Byens Anvendelse, vil også være til rådighed. Eksempler på tavlernes indhold vil blive udleveret til demonstrationen.
Umiddelbart efter demonstrationen bliver de ni øvrige tavler tændt. Den lavere trafikale belastning i sommerferieperioden vil blive udnyttet til at indkøre og finjustere teknologien, inden belastningen på vejnettet stiger igen til august.