Fortsæt til indhold

Festivalerne banker på

Samfund
Ina Bjerregaard

Den første festival jeg var på, var Roskilde Festival. Jeg var 18 år gammel, og det indtryk, der har varet længst hos mig er, hvor beskidt alting blev. Hvor meget jeg egentlig lugtede efter tre dage i telt, gik først op for mig på vejen hjem i toget.
Og mens jeg var i bad efter hjemkomsten forsvandt mit festivaltøj. Min sambo havde kylet det direkte i vaskemaskinen og skyndt sig at tænde den.
Men dengang var det heller ikke så nemt at bade på Roskilde Festival. Og det var før, man indså, at der altid skal være mange flere toiletter til kvinder end mænd. Jeg synes også at kunne huske, at det var sikrest at stille sig i kø før tid, for ellers kunne man risikere at komme til at stå og hoppe på stedet, for der var konstant kø til toiletterne.
Maden var et helt andet kapitel, for det var junk food over hele linjen. Pizza, pølser, burger, og så sådan noget rigtig helsekost, der bare smagte helt forfærdeligt.
Men musikken var fantastisk, især Nina Hagen. Og C.V. Jørgensen, Anne Linnet og Marquis de Sade, The Cure, The Style Council, Leonard Cohen, ja og så var der den grønlandske sanger Rasmus Lyberth. Derudover så læste digteren Michael Strunge op i et af de små telte. Han stod bare der på en lav scenekant og kiggede ned i sine papirer. Og læste. Der blev klappet mellem hver digt de første par gange, indtil han kiggede skævt op ganske kort og sagde: “I behøver ikke klappe mellem hver digt”. Så kiggede han ned igen.
Det var året før, han troede, han kunne flyve.
Men ellers var det fedt at være sammen med vennerne, hvis man vel at mærke var på festival på sin egen måde.
For der er stor forskel på at være på Roskilde, på Northside, på Grim Festival og til grøn koncert, selv om alle dele indeholder musik, sjov og en masse alkohol.
Og jeg synes, folk opfører sig forskelligt alt efter hvilken festival de er til. Det er eksemplevis meget sjældent, der bliver smidt med øl ind over tilhørerene på Northside, mens jeg tit oplever det til Grøn koncert.
Jeg har desuden hørt flere sige, at når de er på Skanderborg Festival, så er de egentlig lidt ligeglade med, hvad musik, der er, for de er mest kommet for at hænge ud med vennerne og hygge sig noget så gevaldigt.
Anyway, skal du på festival, så gå til festival på DIN facon, og hyg dig, sådan som du synes om. Blæs på de andre, og skal du ikke til Northside i denne weekend, så er der Roskilde Festival lige om hjørnet, Tinderbox også og snart er det tid ti Grim Festival. Husk ørepropper, solcreme og gummistøvler.

God festivalsæson

Bedste hilsener
Ina Bjerregaard
Weekendredaktør