Fortsæt til indhold

Her lærer man dansk på arbejdspladsen

Virksomhedsskolen og Sprogcenter i pilotprojekt på Fælleden

Samfund
Erland Rasmussen

At lære et fag er også at lære et nyt sprog.
Det er indgangsvinklen til et pilotprojekt, Sprogcenter Midt og Virksomhedsskolen i Skanderborg har kørt siden midten af maj.
Det er et projekt, hvor seks udenlandske elever fra sprogcentret – tre fra Horsens og tre fra Hørning - får lov til at snuse til en dansk arbejdsplads med alle de fagudtryk og udfordringer, den rummer.

I gang på Fælleden

Arbejds- og byggepladsen er Skanderborgs nye rådhus på Fælleden. Her mødes de seks elever en gang om ugen med blandt andre Michael Møller fra Virksomhedsskolen samt Jens Christian Christensen fra Sprogcenter Midt. I første omgang er forløbet blot en introduktion til en dansk arbejdsplads, som kan være meget forskellig fra en arbejdsplads i f.eks. Syrien.
“Hierarkiet i Danmark er meget anderledes for udlændinge. Vi forventer, at håndværkere er meget selvstyrende, at de kan læse tegninger, og at de selv har ansvar for f.eks. at bestille materialer til de kommende dage. Du skal kunne bruge hænderne, og du skal kunne tænke selv uden en chef, der forklarer tingene,” siger Michael Møller.
Med til fagligheden hører et fagsprog, og her kommer Jens Christian Christensen ind i billedet.
“Hvert fag har sine egne udtryk, som umiddelbart kan være svære at forstå for udenforstående. Det kan gælde værktøj, det kan gælde materialer eller det kan gælde bestemte metoder, som hører faget til,” siger han.
De seks deltagere i projektet skal i de næste par uger selv prøve at følge en arbejdstegning – lige fra at indkøbe de rigtige materialer til at spænde den sidste møtrik. Projektet er et par borde/bænke, som kan bruges på byggepladsen i pauserne.
“Det er for tidligt at give dem opgaver på byggepladsen, men de skal heller ikke stå på et fjernt værksted og lave noget, der ikke kan bruges,” siger Michael Møller.
Når pilotprojektet er afsluttet til sommerferien skal det selvsagt evalueres.