Fortsæt til indhold

Reno Djurs tager skraldet - og åbner dørene

Få et indblik i haveaffaldets endemål når Reno Djurs åbner dørene til deponiet i Glatved

Samfund
Mogens Greve

Reno Djurs holder onsdag 10. juni åbent hus på deponiet i Glatved, hvor interesserede får en unik mulighed for at se det store deponeringsanlæg med blandt andet komposteringsmilerne, hvor alt haveaffald på Djursland komposteres.
Man kan også få gratis kompostorm og høre om deponi i fortid, nutid og fremtid.

Stil spørgsmål

Ingeniør Peter Lindequist Madsen fortæller om vigtigheden af genanvendelse og kompostering, samt de forskellige affaldsfraktioner på deponiet i Glatved.
Der kan stilles spørgsmål om dræbersnegle og kompost til biolog og naturformidler i Syddjurs Kommune, Anita Søholm, og der uddeles materiale med gode tips og tricks til at komme dræbersneglene i haven til livs.
Aftenen slutter med rundvisningen på deponiet med deponianlægget og de store komposteringsmiler.

Afgørende betydning

”Mange af hverdagens valg har afgørende betydning for det samfund, vores børn og børnebørn vokser op i,” siger formand for udvalget Plan, Udvikling og Kultur i Syddjurs Kommune, Kirstine Bille, i en pressemeddelelse.
”Det er derfor naturligt at tænke bæredygtig udvikling ind i forbrugsmønstret, Og det behøver ikke at være med den løftede pegefinger vi træffer valgene i hverdagen. Det kan sagtens gøres med et sjovt, kreativt og finurligt tvist, der både styrker det lokale samarbejde, skaber nye relationer og igangsætter nye bæredygtige initiativer - og samtidig har et lærende aspekt.”

Gentænk genbrugstanken

I projektet Gentænk genbrugstanken, der er støttet af Miljøstyrelsens Grønne Ildsjælepulje, involveres lokale samarbejdspartnere som Reno Djurs, Friland på Feldballe, foreninger, og kommunale skoler og børnehaver i arbejdet med at lave aktiviteter og undervisningstilbud, der skaber forståelse for et bæredygtigt forbrug, naturens kredsløb, affaldssortering, genanvendelse og minimering af miljøbelastningen.















FAKTA
Åbent hus ved Reno Djurs
Onsdag 10. juni kl. 19-21
Mødested: Reno Djurs I/S, Nymandsvej 11, Balle
Turledere: Ingeniør Peter Lindequist Madsen og Natur- og miljøformidler Anita Søholm
Tilmelding: Senest 9. juni til plm@renodjurs.dk, tlf. 8759 7777
Der serveres kaffe/te og kage
Arrangører: Reno Djurs og Naturcenter Syddjurs
Se også renodjurs.dk og naturcentersyddjurs.dk