Johanne og princip-programmet - uha uha
En pinlig berørt og til tider tydeligt irriteret Johanne Schmidt Nielsen var på Grundlovsdags aften inviteret i studiet hos Niels Krause Kjær i DR2 Deadline.
Enhedslisten står til et valgresultat på omkring 9 procent af stemmerne, og aftenens interview drejede sig om, det virkelig kunne passe, at næsten hver tiende dansker gik ind for partiets principprogram. Et grundlæggende program for Enhedslistens holdninger og fremadrettede arbejde.
Studievært Niels Krause Kjær startede med at citerede programmet, der peger på en grundlæggende ændring af vores Grundlov, der således skal være med til at bane vejen for et socialistisk demokrati og blandt andet afskaffe kongehuset.
Enhedslisten går i sit principprogram ind for grundlæggende ændringer i ejendomsretten over produktionsmidler som virksomheder, jord og naturressourcer.
Johanne Schmidt prøvede med al sin charme og himmelvendte øjne at besnære studieværten til at skifte emne. På spørgsmålet om hvilke virksomheder og hvilken jord staten skal overtage, lignede svaret nærmest noget, man kan betegne som: Goddag manne økseskaft.
Det var meget tydeligt, at Johanne ikke ønskede at svare konkret på, om hun bakker op om partiets socialistiske samfundsidealer. Niels Krause Kjær prøvede så at bringe partiets guru Per Clausen på banen og citerede hans tidligere udtalelser, som faldt helt i tråd med principprogrammet. Det er jo bare en retning og et ønske, svarede Johanne Schmidt.
”Jeg kan ikke give dig et færdigt svar på hvordan et perfekt samfund ser ud.”
Efter flere forgæves forsøg for at få konkrete svar fra politikeren, må han dog opgive. Magen til udenomssnak har TV-seeren sjældent oplevet.
Man kan spørge sig selv, om hvorfor partiets nuværende leder ikke ærligt og redeligt fortæller folk, hvad Enhedslisten står for. Er der noget at skjule? Mon ikke nogle af de 9 procent falder fra og gennemskuer Johannes populistiske valgtaler.
Hun har jo ikke noget på, som den lille dreng råbte i Kejseren nye klæder.