Præsten i Harlev laver pilgrims-vandringer
Kirken må forny sig for at nå nye personer. Derfor laver Harlev-præst vandringer
Den smukke natur, som omkranser Harlev, skal da bruges til noget i kirkelig-regi, mener Harlevs præst gennem halvandet år, Elisa Morberg Wejse.
Som noget nyt laver hun derfor vandringer rundt i området - hun kalder det for pilgrimsvandringer.
“Det er en ny måde at nå mennesker på - nogle andre mennesker end dem, som plejer at komme i kirken. Som kirke skal vi turde at lave nye tiltag, fremfor altid kun at være inde i kirken,” siger Elisa Morberg Wejse, som tidligere har lavet lignende vandringer, da hun var studenterpræst - her var folk glade for dem, fortæller hun.
“Man kan mærke sig selv på en anden måde, når man er ude at gå - man mærker pulsen stige og fødderne mod jorden. Det giver en anden nærvær, og man er mere bare i nuet,” siger hun.
Find din egen ro
Pilgrimsvandringerne foregår i en omkreds af cirka to-tre kilometer fra kirken i Gl. Harlev, hvor turen begynder. På ruten er der stop løbende, hvor Elisa eksempelvis vil læse bibeltekster højt og tage et emne op - som eksempelvis bekymringer. Folk får så et oplæg, som de kan reflektere over for sig selv frem mod næste stop.
Desuden foregår turen i et langsomt tempo - det er faktisk en vigtig del af vandringen.
“Det handler om fordybelse - at finde sin egen ro og langsomhed. Vi øver os i langsomhed. I vores stressede kultur er det svært at finde tid til bare at være og at finde tid til Gud. Jeg håber, at man efter en vandring har fundet den ro, man nogle gange længes efter,” siger Elisa Morberg Wejse.
Der kræves ikke noget af én for at deltage, og man behøver ikke at have noget særligt kendskab til kristendommen, ligesom man ikke behøver at “komme hinanden ved” på turen. Det handler som nævnt mere om at finde sin egen ro.
Pilgrimsvandringerne finder sted uanset vejret. Turene går fra kirken klokken 17. De første ture er 27. maj, 24. juni og 26. august.