Alternativet stormer frem i Østjylland
Partiet med rødder i Mejlgade, som blev dømt ude af alt og alle, ser ud til at få et kanonvalg i Østjylland og Aarhus
Alternativets hovedkvarter på Vesterbro Torv ser præcist sådan ud, som man forestiller sig det.
Her er møbler i genbrugstræ, træer, planter og drivhuse. Og en lille bar, hvor man kan få kaffe eller en sandwich. Økologisk, naturligvis.
Midt i oasen sidder en af Alternativets stiftere, Niko Grünfeld, og smiler.
Det har han også god grund til, for det lille, nye parti, som alle havde travlt med at dømme ude, har i skrivende stund over fire procent af vælgerne på landsplan og seks procent af de østjyske overbevist.
“Vi har både stor opbakning fra ældre, miljøbevidste mennesker og de unge, kreative iværksættere, og opbakningen er rigtig stor i Aarhus,” fortæller Niko Grünfeld.
Rødder i Aarhus
Det er måske ikke så mærkeligt, for det lille, ja, alternative parti har dybe rødder i de kreative miljøer i Aarhus.
Både formanden Uffe Elbek og medstifteren Niko Grünfeld har haft deres gang hos Kaospiloterne, og Grünfeld har også arbejdet for AGF.
“Der er en stor, mental støtte fra det gamle miljø i Aarhus, og jeg har fået flotte tilkendegivelser fra både kaospiloter og tidligere AGF-spillere. Der kommer konstant flere til for at hjælpe med kampagnen, og jeg har næsten ikke tal på, hvor mange vi efterhånden er,” forklarer den glade partistifter.
Han ser mange mulige forklaringer på den store fremgang, men han fremhæver de tre, som han mener er de væsentligste.
“Det bæredygtige fokus har været vores omdrejningspunkt, og det har været langt nede på de andre partiers dagsorden. Så har vi nogle klare visioner. Politik er blevet regnedrengenes legeplads, og politiske visioner står i skyggen af økonomien. Det skal naturligvis hænge sammen, det hele, men man skal ikke lade sig begrænse af økonomien, mens man er i idéfasen. Det kvæler kreativitet og nytænkning,” forklarer Niko Grünfeld og fortsætter:
“Og så har vi haft en tanke om, at vi også være et alternativ til den normale valgkamp. Vi har lavet nogle debat-dogmer, som går ud på, at vi lytter mere, end vi taler. Vi taler ikke om de andres politik men om vores egen. Vi skal engagere borgerne til at være med til at forme politikken.”
Utilfredshed og interesser
På Niko Grünfelds Facebook-side har han spurgt, hvorfor folk stemmer på Alternativet, og der går temaerne om visioner og bæredygtighed igen i mange af kommentarerne.
Og så er der en enkelt, som mener at ‘Niko er en hot lille charmetrold'.
Rune Stubager, som er valgforsker på Aarhus Universitet, er enig i årsagerne til partiets succes.
“Jeg tror, at partiets succes skyldes kombinationen af utilfredshed med de etablerede partier og interessen for partiets politik. For eksempel den åbne måde, Alternativet har formet sin politik på. Nærmest på græsrodsniveau. Og det grønne fokus, naturligvis,” siger Rune Stubager.
Opbakningen fra seks procent af de østjyske vælgere, forklarer Rune Stubager som et storbyfænomen.
“De får nok et endnu større valg i København,” fastslår Rune Stubager.