KIM OG KIRSTEN på vej mod Borgen
Torsdag står slaget om pladserne i det nye folketing. Vi har spurgt to af spidskandidaterne i Skanderborg-kredsen, Kirsten Brosbøl (S) og Kim Andersen (V), om deres holdning til en håndfuld lokale mærkesager
Den kommunale udligning
På grund af udligningsreformen står Skanderborg Kommune i år med et underskud på 16 millioner kroner. Hvad er din holdning til det?
Kirsten Brosbøl
Jeg glæder mig over, at Skanderborg Kommune ved udligningsreformen i 2012 fik en gevinst på ca. 26 mio. kr., hvilket var et resultat af et tæt samarbejde mellem de østjyske vækstkommuner og nogle af os lokalvalgte folketingsmedlemmer. Den seneste ændring gør op med indviklede refusionsregler på beskæftigelsesområdet. Jeg anerkender, at nogle kommuner, herunder Skanderborg, bliver ramt uhensigtsmæssigt. Derfor er der indført en midlertidig ordning, som begrænser kommunernes maksimale tab og gevinster i 2016-2017, og frem mod 2018 arbejdes der på en model for en permanent ordning.
Kim Andersen
Det er vigtigt, at den kommunale udligning er tidssvarende og tager højde for alle relevante lokale forhold. Derfor vil jeg altid være parat til at overveje forslag til ændringer, der kan sikre et mere rimeligt udligningssystem. Indtil videre er der igangsat et arbejde, der skal komme med forslag til den langsigtede refusionsordning på beskæftigelsesområdet fra 2018, og i den forbindelse vil et godt resultat for Skanderborg naturligvis være min hovedprioritet.
Ledsagerordning
KL's stramning af serviceloven forbyder bosteder at lade de udviklingshæmmede beboere selv betale, når de skal på tur, ferie eller festival. Hvordan vil du sikre, at en af de svageste grupper i samfundet fremover får mulighed for at få deres kendte medhjælpere med, når de vil på ferie, til festival eller på fisketur?
Kirsten Brosbøl
Når Sølund Festival oplever en nedgang i antallet af besøgene, så er det ikke fordi regeringen har ændret reglerne, men fordi kommunerne har ændret praksis. Det er ærgerligt, at det betyder, at færre får mulighed for at deltage i Sølund Festival – både for festivalen, men særligt for de mange, der nu ikke får den fantastiske oplevelse. Derfor mener jeg, der er brug for, at vi får et servicetjek på, om kommunerne overholder den forpligtelse, de har, til at sikre, at alle har mulighed for at komme ud og opleve kulturelle tilbud. Jeg vil gerne arbejde på at finde en løsning.
Kim Andersen
Det ligger mig meget personligt på sinde, at vi tager hånd om de udfordringer der er for, at udviklingshæmmede kan få kendt ledsagelse med på eks. Sølund Musikfestival, på fisketur eller til en familiefest. Jeg føler ganske enkelt ikke, at det er rimeligt, at folk med fysisk og psykisk handicap skal afskæres fra at deltage i sociale arrangementer. Derfor har jeg også haft socialministeren i samråd om netop problemstillingen. Desværre var socialministeren ikke særlig lydhør. Jeg vil også gerne at der bliver mulighed for at de udviklingshæmmede kan gøre brug af deres egne midler, og mange har jo selv mange penge til, at købe ledsagelse til diverse arrangementer blandt deres daglige hjælpere og pædagoger. Det er jo dem, der har den faglige baggrund, den menneskelige og følelsesmæssige forståelse og indsigt i den enkelte udviklingshæmmedes personlighed og situation.
Flygtninge
Skanderborg tager i år imod flere end 200 nye flygtninge. Hvad vil du gøre, for at klæde kommunerne på til at løse den opgave?
Kirsten Brosbøl
Det er en ekstraordinær situation, vi står i med den største flygtningekrise i verden siden 2. verdenskrig. Derfor har regeringen taget en række skridt for at sikre, at kommunerne kan håndtere opgaven. Jeg har som miljøminister stået i spidsen for en ændring af planloven, som giver kommunerne mulighed for hurtigt at kunne etablere midlertidig indkvartering fx i nedlagte virksomheder, plejehjem el.lign. Vi har lempet reglerne, så kommunerne kan placere flere flygtninge sammen, og vi har givet kommunerne en økonomisk håndsrækning til de ekstraordinære udgifter, der er ved at skulle finde bolig til de mange nye flygtninge. Blot for at nævne nogle.
Kim Andersen
Det er jo helt rigtigt, at landets kommuner - herunder Skanderborg - har store problemer med at huse det højeste antal asylansøgere i Danmark i mere end 15 år. Det er også derfor, at Venstre har været med til at lempe planloven, så det er muligt at samle de mange flygtninge i bofællesskaber. Men vi så jo helst, at kommunerne slet ikke stod over for den udfordring. Venstre har derfor fremlagt en effektiv asylreform, der skal få styr på tilstrømningen til Danmark. For selvom mange forhold har betydning for tilstrømningen af asylansøgere til Danmark – herunder det samlede antal asylansøgere, der søger mod Europa - så må vi åbent erkende, at regeringens mange lempelser af udlændingepolitikken har gjort Danmark markant mere attraktiv for asylansøgere. Alene afskaffelsen af starthjælpen, optjeningsprincippet på børnecheck m.v. har betydet, at en familie med tre børn, der får asyl, modtager 10.000 kr. mere hver måned i offentlige ydelser end før regeringsskiftet i 2011.
Trafik
Hvad er din holdning til en udvidelse af E45, motorvej A26 til Viborg syd om Lading Sø, genåbningen af trinbrættet i Stilling og ny østjysk lufthavn?
Kirsten Brosbøl
Det kræver vist et særskilt interview at svare på alle de spørgsmål. Men generelt vil jeg sige, at jeg lytter til de lokale ønsker og bekymringer og drøfter dem løbende med transportministeren. Min vigtigste lokale mærkesag på infrastrukturområdet er udvidelse af E45, og derfor havde jeg også for nylig inviteret transportministeren på besøg ved afkørsel 51 til en snak om trængsel. Her tilkendegav han meget klart, at en udbygning af E45 med tre spor er det projekt, som ligger øverst i hans bunke til forhandlingerne i transportforligskredsen til efteråret. Så ja, jeg kan garantere, at Socialdemokraterne vil foreslå forligskredsen tre spor på E45 ved de kommende forhandlinger.
Kim Andersen
Linjeføringen af rute 26 syd om Lading Sø blev besluttet af den store forligskreds i Transportministeriet med transportminister Magnus Heunicke for bordenden. Alle partier minus Enhedslisten var med, og det var en del af en stor politisk aftale på trafikområdet, hvori også indgik mange andre elementer. Venstre står ved det trafikforlig. Det er vigtigt at få forbedret infrastrukturen på denne strækning, og når en linjeføring bliver konkret, er det altid forbundet med vanskeligheder og interessekonflikter. Men der skal naturligvis tages de lokale og individuelle hensyn, som er muligt.
Den jyske motorvej E45 er en vigtig transportkorridor, men der er store problemer med fremkommeligheden. Det giver køer og anledning til mange ulykker. Derfor haster det i den kommende folketingssamling med, at få taget beslutning om en udvidelse af E45 til tre spor i nord- og sydgående retning, fra nord for Vejle og til Aarhus og siden fra Aarhus til Randers.
Vi kan begynde med at forlænge og udvide til- og frakørselsramper. Det vil afhjælpe akutte problemer, men motorvejen skal have tre spor hurtigst muligt. Ellers vil den reducerede fremkommelighed være en dæmper på væksten og det økonomiske opsving i Østjylland,
Stilling Station skal genåbnes for lokal pendlertrafik. Det har jeg arbejdet intenst for i flere år. Virksomhederne i Stilling-området udgør et stort vækstpotentiale, og der er i forvejen mange pendlere mellem området og Aarhus hver dag. Det vil være en kæmpe fordel med en genåbning af Stilling Station. Det vil betyde bedre muligheder for at rekruttere arbejdskraft til området, og det har også miljømæssige fordele.
Jeg er ikke tilhænger af en ny Østjysk lufthavn. Vi har de lufthavne, der er basis for at have i Jylland. Billund er en god og stor international lufthavn, hvor der er gode tilkørsels- og parkeringsforhold. Trafikalt kan der hentes nogle minutter ved at forbedre de sidste kilometer fra diagonalvejen og til lufthavnen. Fra Aarhus C og til Tirstrup lufthavn er der maksimalt tre kvarters kørsel. Her kan der forbedres lidt på infrastrukturen for at nedbringe køretiden. Men ellers er det ikke længere afstande end, man har mange andre steder. Derfor mener jeg, vi skal satse på Billund og Aarhus lufthavn i Tirstrup. Her og nu tror jeg dog, at vi skal koncentrere os om at få udvidet E45, og så kan der være et visionært perspektiv i at arbejde videre med beslutningsgrundlaget om en Kattegatforbindelse på langt sigt. Det ville kunne binde Danmark sammen på en helt ny måde, og skabe en helt ny dynamisk vækst og udvikling i hele landet og særligt i Østjylland.
Skal kommunerne slippes fri?
Regeringen lancerede i forbindelse med finanslovsaftalen for 2011 frikommuneforsøget. Formålet med frikommuneforsøget er at give kommunerne mulighed for at afprøve helt nye måder at styre opgaveløsningen på. Hvad er din holdning til at slippe kommunerne fri?
Kirsten Brosbøl:
Jeg synes, frikommuneforsøget er forfriskende, og jeg ser frem til at se evalueringerne i 2016. Derefter skal vi træffe beslutning om, hvilke forsøg vi vil brede ud til resten af landet. Det betyder jo ikke, at vi ikke løbende kan se på, om vi kan gøre nogle ting nemmere for kommunerne. Jeg har fx netop foreslået 12 ændringer af planloven, så der bliver bedre muligheder for erhverv i landdistrikterne og for større udvalgsvarebutikker i byer af Skanderborgs størrelse. Men jeg går ikke ind for laissez fair. Planloven giver investeringssikkerhed for virksomhederne, klar grænse mellem land og by, og den beskytter vores frie og ubebyggede kyster. Det er nogle vigtige nationale interesser, der fortsat skal tages hensyn til.
Kim Andersen
Jeg ser meget positivt på frikommuneforsøget, og jeg var også en varm fortaler for projektet, da Venstre - som de første - fremsatte ideen om at give kommunerne nogle større frihedsgrader. Det giver nemlig kommunerne mulighederne for at tilrettelægge deres arbejde, til den virkelighed de oplever lokalt. Dét giver en bedre service til borgerne og en masse gode og alternative måder at løse de kommunale opgaver på. De bedste af disse ideer mener jeg sagtens, at vi kan udbrede til resten af landets kommuner. Men vi skylder alle landets kommuner - og især frikommunerne, som har ydet en fantastisk indsats - at evaluere hele frikommuneforsøget meget grundigt. Derfor har Venstre også stemt for en forlængelse af frikommuneforsøget frem til 30. juni 2017, mens selve evalueringen af de mange gode ideer vil finde sted i 2016. Med evalueringen i hånden, har vi det bedste grundlag at vurdere resultaterne af forsøget på, herunder hvilke elementer, der skal udbredes til resten af landet.