Udsigt til boliger på Tulip-grund
Netop nu er et projekt med boliger på Tulip-grunden i Brabrand i høring
Smadrede ruder i hobetal, graffiti i massevis og bygninger i total forfald er snart slut på Tulip-grunden på Høiriisgårdsvej i Brabrand. I hvert fald hvis det projekt, som frem til 15. maj er i sin første høring, bliver en realitet.
Det 134.200 kvadratmeter store område, har siden 2008 blot stået tomt hen og er blevet massivt vandaliseret med årene. Men nu vil entreprenør og udviklingsvirksomheden A. Enggaard A/S altså bygge rækkehuse og dobbelthuse på maksimalt 12 meter i højden samt såkaldte punkthuse, som højest bliver på seks etager og 22 meter. Til sammenligning er de nuværende bygninger på grunden 16 meter høje, lyder det i høringsmaterialet.
Desuden vil man beholde den gamle direktør-bolig og en del af den gamle fabriksbygning og inkorporere det i det nye område. Der er desuden planer om en ny daginstitution.
“Det bliver et område med en variation i bebyggelsen - nogle ønsker en lejlighed, andre vil gerne have en have, som hunden kan løbe i. Det skaber en bred og mangfoldig beboersammensætning,” siger Asger Enggaard, direktør for A. Enggaard A/S.
Trafik og højde bekymrer
Høringsmaterialet er sendt ud til 424 borgere, som bor i en vis afstand til grunden - heriblandt fællesrådsformand i Brabrand, Lise Lotte Andersen, som bor temmelig tæt på.
“Vi har endnu ikke nået at holde møde om sagen i Brabrand Fællesråd, men jeg kunne forestille mig, at vi vil slå nede på den øgede trafik, som vil komme, og så højden på punkthusene. Det er desuden også det, jeg som privatperson vil slå ned på,” siger Lise Lotte Andersen.
Med hensyn til gener fra udviklingen af det nye område, som eksempelvis de nye punkthuse, siger Asger Enggaard:
“Når man bor i en by, skal man være glad for udvikling. Man kan ikke bare sige: 'Jeg kan lide det sådan, som det er nu, og det må ikke ændre sig.' Men vi skal selvfølgelig have skabt en balance, hvor der tages hensyn både til de nuværende beboere i området og de kommende.”
Hellere boliger end industri
Fællesrådsformanden i Brabrand er dog ikke overvejende bekymret for det nye bolig-område. Der er en del positivitet at spore:
“Jeg er tilhænger af, at der kommer beboelse frem for industri - det er jo hyggeligere at være nabo til parcelhuse! Og så er det da træls at se på de faldefærdige bygninger derovre nu,” siger hun, og det er direktør Asger Enggaard enig i:
“I stedet for et gammelt, forladt industrikompleks får man et attraktivt område med ordnede forhold som nabo. Vi glæder os til at være med til at skabe udvikling også i denne del af byen.”