Fortsæt til indhold

“Projekt på Tulip-grunden giver trafik-kaos”

Trafik-gruppe i Brabrand vil have ændret adgangsvejen til de nye boliger på Tulip-grunden

Samfund
Christina S. Johansen

Det nye boligområde i Brabrand på den gamle Tulip-grund, som netop nu er i høring, får ind- og ud-kørsel lige, hvor Langdalsvej bliver til Truevej. Det er Trafik-grupen Sikker Skolevej Brabrand særdeles kede af.
Gruppen har i forvejen kæmpet en hård kamp for at få fartdæmpning og cykelsti på Langdalsvej - hvilket endnu ikke er lykkedes til fulde, oplyser Dorthe Aspegren Bendixen, der er medstifter af trafik-gruppen.
“Nu bliver der så anlagt endnu et boligområde uden at tænke infrastrukturen ind. Det her sted er et knudepunkt, hvor børn fra Helenelyst og Langdalsvej mødes på vej til skole - det går bare ikke med endnu flere biler og bløde trafikanter,” siger Dorthe Aspegren Bendixen og fortsætter:
“Om vi frygter kaos? Vi frygter det ikke, vi VED det vil ske. Der er i forvejen kaos netop på dette sted om morgenen.”
Dorthe Aspegren Bendixen og resten af trafik-gruppen er ikke i mod, at der bygges på Tulip-grunden - infrastrukturen skal blot følge med.
I stedet ønsker gruppen, at der skal etableres en direkte vejforbindelse fra det nye boligområde til Silkeborgvej via en bro over jernbanen ved Bagerivej. Fra Bagerivej kan man med fordel fortsætte vejen helt op til Helenelyst, mener trafik-gruppen.
Som minimum vil gruppen have lavet cykelsti på hele Langdalsvej/Truevej, lyskryds ved Truevej/J.P. Larsens vej og lyskryds ved Hovedgaden/ Truevej.
Andre høringssvar peger desuden blandt andet på højden på punkthusene, naturen i området, typen af byggeri, og skoleforhold.