Fortsæt til indhold

Det handler om børnene. Ikke børnefamilierne

Samfund
Læserbrev af Karen Melchior Folketingskandidat for Radikale Venstre Danmarksgade 41, stuen 8700 Horsens

Hvis man spørger dig, hvor tit du tager opvasken, så svarer du nok lidt vel optimistisk. Sådan er det også, hvis du spørger mig om hvor mange timer, jeg arbejder. Det er helt naturligt. Børnefamilierne har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen, siger de tit. Alternativet begynder at tale om 30 timers arbejdsuge, fordi vi tror, at vi arbejder meget i Danmark. Men det er ikke timetælleri, som fjerner stress fra din hverdag.
I Danmark arbejder dem af os, som er i arbejde, ifølge OECD's tal i gennemsnit under 35 timer om ugen. I andre lande arbejder man mange flere timer. Vi skal sørge for, at de offentlige daginstitutioner har åbent, så det passer til vores dagligdag, og skoler har en kvalitet, så vi ikke vælger folkeskolen fra. Så begynder hverdagen at hænge sammen igen.
Her skal vi særligt støtte de enlige forældre. De bredeste skuldre skal bære mest. Sådan er det bare ikke i praksis. Det handler om ret og rimelighed, fordi mange har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen, og alligevel betaler enlige forsørgere 60 procent i skat af de sidst tjente kroner og mister den hjælp, de har brug for. Det er vigtigt, at vi ikke kun ser på børnefamilierne, hvor der trods alt er to om fornøjelserne og om arbejdet.
Det handler om at sikre børn et godt liv. Et liv hvor deres baggrund ikke afgør deres fremtid. Det er børnene, som det handler om. Ikke børnefamilierne.