Fortsæt til indhold

Organisatorisk selverkendelse

Samfund
Af Michael Jensen, Hadsten. Direktør i Colea Consult

Hvad har en for længst afdød filosof at tilføje den moderne virksomhed?
Kierkegaard forstod om nogen at omsætte indsigt i menneskenaturen til handlingsrettede visdomsord.
Citatet fra Kierkegaard siger os noget om forholdet til os selv—om vi over hovedet forholdet os til os selv—eller om vi over hovedet kan lade være?
I nogle organisationer fornemmes en klar insisteren på at se sig selv i øjnene og efter i sømmene, mens andre organisationer er kendetegnet ved fundamental ulyst hertil.
De førstnævnte organisationer udvikler sig år efter år, mens de andre gradvist afvikles—uden at nogen bemærker det, før det er for sent.
Kernen i Kierkegaards citat, når det overføres på organisationer er, at et manglende ”forholden-sig-til-sig-selv” dybest set er udtryk for manglende organisatorisk identitet, eller mod til at se sig selv i øjnene!
Resultatet er det samme: Vi får aldrig formuleret, hvem vi er nu, og hvem vi ønsker at være fremover.
Det medfører en form for ligegyldighed i handlinger og relationer, hvor organisationen svæver som et siv i vinden i sin jagt på kortsigtet gevinst.
Selverkendelse, individuelt såvel som organisatorisk, kan til tider gøre ondt, men alternativet: Ganske at miste sig selv, er nu alligevel værre i den sidste ende.
Derfor må opfordringen til ledere og organisationer være: Forhold jer til jer selv og styrk den organisatoriske identitet!

“Selvet er et Forhold, der forholder sig til sig selv, eller er det i Forholdet, at Forholdet forholder sig til sig selv; Selvet er ikke Forholdet, men at Forholdet forholder sig til sig selv”
Søren Kierkegaard