Ferieindianere på deres udkigsposter til sommer
Hvad skal du være i sommerferien? Prøv en indianer. Det kan måske betale sig.
Favrskov Kommune følger op på sidste års kodejagt på skolerne og lancerer nu ferieindianerne, der både skal skabe liv ved skolerne i sommerferien og lære eleverne at tage vare på hinanden og nærmiljøet.
Christina Ingerslev Stensgaard, forsikringsadministrator og Palle Andersen, ungdomsskoleleder i Favrskov Kommune, har været med til at introducere skolerne for konceptet med ferieindianere.
”Indianerne udviste stor respekt for deres stamme, hinanden og deres omgivelser. Det kan vi godt overføre på eleverne og skolerne. Så formålet med ferieindianerne er at lære børnene at passe godt på deres skole og have respekt for hinanden samtidig med, at vi skaber aktivitet ved skolerne i ferietiden, hvor skolerne ofte er mål for indbrud. Tekster og opgaven bliver synlige rundt omkring i skolernes vinduer, så børnene og deres forældre skal gå rundt for at finde informationerne, og det er også meningen,” forklarer Christina Ingerslev Stensgaard.
Konkurrencen foregår i børnenes sommerferie, og alle elever på skolerne samt andre, der har lyst, kan deltage. På den 17. plakat står der, hvordan man deltager i konkurrencen. Efter sommerferien bliver der udtrukket 12 vindere.