Fortsæt til indhold

ASA skal spille i den bedste række

Kvinderne fra ASA skal for første gang spille i 3F Ligaen. De fortsætter dog med at træne to gange om ugen

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Aarhus har fremover to hold i landets bedste fodboldrække for kvinder.
ASA har netop sikret sig oprykning ved at slå Vejle 3-1 på hjemmebanen på F. Vestergaardsgade i det centrale Aarhus.
En oprykning, der vækker glæde i klubben, som aldrig før har været repræsenteret på højeste niveau.
Efter tre år med topplaceringer og blot to nederlag i denne sæson i 1. division, er det dog ikke overraskende for træneren.
“Det er meget fortjent. Og enormt stort for klubben. Det bliver en oplevelse både for mig selv og for klubben,” siger Martin Andersen, der ved siden af trænergerningen netop har uddannet sig til projektleder.
Og man må sige, at hans træner-projekt er lykkes til fulde.
Med blot to ugentlige træninger og en trup på 14-15 spillere er ASA-kvinderne alligevel strøget til tops i 1. division.

Halvdelen forsvandt

I vinterpausen forsvandt endda halvdelen af spillertruppen.
“Der var jeg godt nok lige ved at blive dårlig. Men sådan er det jo. Mange er studerende og tager måske et semester i udlandet, afslutter studiet eller får job i en anden by,” siger Martin Andersen.
Han forklarer først og fremmest holdes succes med et stærkt kollektiv på banen.
“Pigerne har bakket hinanden op, investeret mere i holdet, holdt et højt bundniveau og holdt hovedet koldt, selvom vi nogle gange er kommet bagud,” siger træneren.
Klubben skal nu til at forberede sig på, at der stilles skrappere krav til baner og omklædningsfaciliteter i 3F Ligaen.
“Vores bane er ikke stor nok, og det skal vi have ændret. Vi skal også have spillerbokse på sidelinjen. Vores bestyrelse har fået en ordentlig mappe med en masse regler, og de ting må vi tage hen ad vejen. Man kan heldigvis få dispensation til noget af det,“ siger Martin Andersen, der for tiden bruger godt 25 timer om ugen på trænerjobbet.
Næste sæson forventer han at bruge nogenlunde samme tid på fritidsbeskæftigelsen.
Holdene, de skal møde, træner dog fire til seks gange om ugen.
“Vi vil helt sikkert få en udfordring på det fysiske. Men det er svært at træne mere, for pigernes studie og arbejde kommer i første række,” siger han og tilføjer, at klubben får tilknyttet en fysisk træner.

Et hold, man vil drille

Et lokalbrag er i vente, når ASA i næste sæson står over for Skovbakken, som sluttede på fjerdepladsen i 3F Ligaen i år.
“Det glæder vi os meget til. Det er et af de hold, vi meget gerne vil drille lidt,” siger Martin Andersen.
Selvom det generelt bliver svært for ASA at følge med i 3F Ligaen, så mener træneren, at der er chancer for overlevelse:
“Hvis der kommer fornuftige forstærkninger, så tror jeg på, at vi kan overleve. Spillerne glæder sig og tror også selv lidt på det.”