”Opvæksten på Krogerup Højskole har givet mig et stærkt moralsk kompas”
Den radikale udenrigsminister blev født i 1966 og opvokset på Krogerup Højskole som søn af højskolelærer og forfatter Mads Lidegaard og journalist Else Lidegaard, en opvækst som udviklede hans evne til at lytte, træffe valg og stå ved sine beslutninger
Martin Lidegaard er på hjemmebane i Nordsjælland, hvor han stiller op for Radikale Venstre til Folketingsvalget. Han er født og opvokset på Krogerup Højskole i Humlebæk og kunne ikke forestille sig en mere stimulerende barndom.
I et hvidt hus med udsigt til grønne marker til den ene side og hovedbygningen på Krogerup Højskole til den anden side, voksede Martin Lidegaard op sammen med sine forældre og de tre ældre brødre Øjvind, Kresten og Bo.
Siden er han blevet uddannet cand. com, har blandt andet stiftet den grønne tænketank CONCITO, været klima, -energi og bygningsminister og siden 2014 har han været Danmarks udenrigsminister.
Fik mange bank
“Krogerup Højskole er mit barndomshjem, og jeg kan faktisk ikke forestille mig et bedre sted at vokse op,” siger han.
Han har mange gode minder ikke mindst om de øvrige lærerbørn, som voksede op på højskolen i Humlebæks naturskønne omgivelser.
”Vi havde vores helt eget barndomsunivers på Krogerup Højskole. Det er jo et meget trygt område, hvor vi børn ofte passede os selv, og havde masser af plads at lege på,” fortæller Martin Lidegaard.
Brødrene Øjvind, Kresten og Bo var også en del af den store børneflok, og det mærkede Martin Lidegaard på godt og ondt:
“Mine brødre bankede de børn, der var yngre end dem selv. Så bankede de mig, som var endnu yngre, og så skulle mine brødre hævne sig. Så jeg fik mange bank som barn,” griner han.
Høje forventninger
Men det var langt fra leg og drengestreger det hele. Det var også et meget politisk og intellektuelt miljø, og det satte sit præg på samtalerne ved spisebordet.
I dag er Martin Lidegaard taknemmelig for det ansvar, de krav og stærke holdninger han fik med sig gennem opvæksten, og som han trækker flittigt på både som menneske og politiker.
“Der var meget stærke lærerkræfter på højskolen, og deres politiske holdninger spændte vidt. Jeg blev opdraget til aldrig at dømme folk på grund af deres holdninger eller baggrund. Min opvækst har givet mig et stærkt moralsk kompas. Jeg lytter altid, inden jeg træffer mit valg, men når beslutningen er truffet, står jeg fast.”
Talent forpligter
”Min politiske karriere blev for alvor sat i gang, da jeg var udsendt til Eksjugoslavien af Mellemfolkelig Samvirke. Her fandt jeg ud af, at både en dårlig og en god politiker kunne gøre en stor afgørende forskel. Senere da jeg var udsendt til Zimbabwe, der sagde en kvindelig officer i Robert Mugabe's hær, Freedom hed hun, at man er forpligtet til at udnytte sine talenter – og at jeg skulle bruge mine på politik. Så derfor blev min politik min skæbne,” fortæller Martin Lidegaard.
”Klima- og Miljøpolitik er meget vigtige områder i mit politiske liv, og i 2011 blev jeg Klima- og energiminister. At jeg senere i 2014 blev udnævnt til Udenrigsminister er jeg selvfølgelig også glad for, da jeg er vokset op i et meget internationalt miljø. Mine forældre rejste meget, hvor vi børn også var med, og senere har jeg rest rundt i rigtig mange lande,” fortsætter Martin Lidegaard, der dog slet ikke har glemt Krogerup Højskole og Humlebæk.
Humlebæk trækker
”Jeg vender tilbage til Krogerup Højskole mindst hvert halve år, da jeg insisterer på at hilse på alle de nye hold. Og så elsker jeg skovene omkring Krogerup og Laveskov, hvor jeg tit går ture. Om sommeren trækker badestrandene mig også til Humlebæk, så mindst en gang om måneden er jeg lige et smut i Humlebæk. Man glemmer aldrig de områder, hvor man er opvokset, og Krogerup og Humlebæk er et fantastisk sted,” slutter Martin Lidegaard.