Enhedslisten fører ligestillingskampen
Flere kvinder opstilles for SF og Enhedslisten til folketingsvalget. Enhedslisten forventer dog ikke, at det får flere kvinder ind
Her til folketingsvalget 18. juni, er mønsteret klart: Der opstilles højst lige så mange kvinder i år som i 2011, nemlig 27 i 2011 og indtil videre 24 i år. Det er de grønne søjler på grafikken.
Men der er kommet flere kvinder i nogle af partier, nemlig SF (F) og Enhedslisten (Ø). Den sidste er oppe på 75 procent.
Bevidst strategi
Er det en bevidst prioritering?
Maria Sloth fra Enhedslisten i Aarhus fortæller:
”Det har helt bestemt været en prioritering for Enhedslisten at øge andelen af kvinder på stemmesedlen og i Folketinget. I dag er det under 40 procent af folketingsmedlemmerne, der er kvinder, og det kan være problematisk, fordi kvinder oplever nogle andre problemstillinger end mænd, for eksempel i forbindelse med graviditet og fødsel.”
Hun fortsætter:
”Selvom vi har flere kvinder end mænd på stemmesedlen i Østjylland, er det desværre ikke lykkedes at få kvinder i toppen af stemmesedlen på de pladser, der rent faktisk giver valg. Derfor mener vi stadig, vi har et stykke arbejde foran os. Målet er at få cirka 50 procent kvinder og 50 procent mænd både på stemmesedlerne og i parlamenterne. Ligesom der er i den befolkning, de skal repræsentere,” siger Maria Sloth.
Som grafikken viser, er der ingen af partierne, der nåede op til 50 procent (røde søjler) kvinder blandt de opstillede kandidater i 2011.
Hvis vi ser bort fra de mindste partier, hvor det kun drejer sig om en eller to personer, så er der ikke den store forskel, når de opstillede sammenlignes med de faktisk valgte (blå søjler). Her når Venstre (V) endda op på over halvdelen.
Selvom vi har flere kvinder end mænd på stemmesedlen i Østjylland, er det desværre ikke lykkedes at få kvinder i toppen af stemmesedlen på de pladser, der rent faktisk giver valg.
Maria Sloth fra Enhedslisten i Aarhus