På tide med positive historier
Nu er det på tide, at nogle af de positive historier kommer frem. Det er fortid, at alle kræftpatienter venter i for lang tid, som vi hørte Lars Løkke hævde for nylig. Lad os dog høre, de historier, hvor tingene virker, men det sælger jo ikke aviser, eller giver stemmer. Det er for letkøbt, at blive ved med bruge kræftbehandlingen i valgkampen. Begynd dog at komme med de positive historier. Eller tag fat på, hvad det er, der sker omkring psykiatrien, der igen er blevet udsat for besparelser, der rammer nogle af de absolut svageste i vores samfund.
Vi har her i foråret haft flere oplevelser, der med al tydelighed viser, at kræftpakkerne virker efter hensigten.
Den 2. marts bliver jeg ringet op af en kær veninde, der fortæller at hun har været til brystkræftscreening den foregående uge og nu har modtaget brev om at møde på det gamle amtssygehus i Århus til nærmere undersøgelse. Hun beder mig tage med derind den 4. marts, da hun gerne vil have en med. Der bliver hun undersøgt igen. Og man bekræfter, at der er en lille knude. Der bliver taget en biopsi, svaret kan fås ugen efter. Den dag, får vi at vide, at det er kræft og at hun skal opereres mandag den 16. Inden da skal der tages blodprøver. I forbindelse med at knuden fjernes, fjernes rutinemæssigt 2 lymfeknuder. Det viser, sig der er kræftceller i den ene. 1. april fjernes lymfeknuder i armen. Forløbet viser, at der er gået max. 21. dage fra mistanken er der til patienten er opereret og der er lagt behandlingsplan. Altså kræftpakkerne virker.
I løbet af vinteren er min mand blevet undersøgt flere gange på grund af blod i urinen, rutinemæssigt behandles der for blærebetændelse, da man har konstateret, at der ikke umiddelbart er mistanke om prostatakræft. I februar er det galt igen og den praktiserende læge lover at henvise ham til scanning, efter 3 ugers ventetid, taber min mand tålmodigheden og rykker den praktiserende læge, der desværre har glemt at sende henvisningen. En lille uge senere, indkaldes min mand til scanning en tirsdag og til samtale fredag den 13. marts, jeg deltager som nærmeste pårørende i denne samtale og overværer en kikkertundersøgelse. Der konstateres, at blæren er fyldt med mistænkeligt væv. Da min mand er ryger, er beskeden, at det højst sandsynligt er kræft. Og at indtil det modsatte er bevist, ageres som om det er kræft. Den 23. marts bliver min ægtefælle opereret på Skejby. Der altså gået omkring 18 dage fra der blev sendt en henvisning til Skejby fra den praktiserende læge til han var opereret. Han havde ikke kræft, men skal fremover kontrolleres hver 4. måned på Skejby. Ergo kræftpakkerne virker.
Det er efter sådanne oplevelser ved at være trivielt, at høre om at kræftpakkerne ikke virker. Oppositionen bruger forældede argumenter i deres kampagne og vil åbenbart ikke erkende at den siddende regering har gennemført nogle ting, der virker efter hensigten.
Udover ovennævnte beretninger fra den allernærmeste kreds, er vi vidende om 2 – 3 tilsvarende historier, hvor forsinkelse har ligget i den første fase hos den praktiserende læge og ikke på hospitalerne.
Vi er overbeviste om at pakkerne virker.