Fortsæt til indhold

Folketings-kandidat 'flyttede' på gaden i protest mod grundskylden

Mette Abildgaard frygter, at flere boligejere må gå fra hus og hjem på grund af højere grundskyld

Samfund
Martin Warming

folketingsvalg Den konservative folketingskandidat Mette Abildgaard flyttede i bogstaveligste forstand på gaden på Værløse Bymidte i protest mod grundskylden.
Det bliver markant dyrere at være husejer i Furesø Kommune de kommende år. Politikerne hæver nemlig grundskylden med op til 75 procent, og det fik mandag den konservative folketingskandidat på gaden på Værløse Bymidte.
Her havde hun placeret et hav af flyttekasser foran Kvickly ved Værløse Bymidte for at sætte fokus på, at nordsjællandske familier risikerer at måtte flytte fra hus og hjem.
"Vi skal ikke acceptere, at staten med et trylleslag kan hæve værdien af vores grunde for at suge flere penge i statskassen, så folk ikke længere har råd til at bo i huse, de har købt og betalt", siger Mette Abildgaard.
De steder hvor udviklingen er værst, vil grundskylden komme til at udgøre mere end 50.000 kroner årligt for helt almindelige huse, og det risikerer især at ramme pensionisterne.
"Jeg vil i Folketinget arbejde for at fastfryse grundskylden. Boligejerne skal kunne være trygge ved, at der ikke pludselig vendes op og ned på deres privatøkonomi. Det er ikke i orden", lyder det fra Mette Abildgaard.