Fortsæt til indhold

Stjal taske og nikkede betjent en skalle

29-årig mand gik amok efter tyveri, trusler og vold

Samfund
Grethe Bo Madsen

En 29-årig mand fra Kolding troede han kunne slippe godt fra et tasketyveri, vold og trusler mod vidner, men i stedet endte han i grundlovsforhør i Retten i Kolding, oplyser vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Hans Offersen.
Episoden fandt sted fredag 19. juni klokken 22.20 på Den Engelske Pub i A L Passagen i Kolding. Her får en 40-årig kvinde fra Rødding stjålet sin taske. Hun opdager dog ret hurtigt, at det er den 29-årige, der har stjålet den, og beder ham om at aflevere den.
Han nægter og siger, at hun kan da bare ringe til politiet. Men da kvinden gør det, bliver han truende.
“Han siger til hende, at hvis hun ringer til politiet, så skal han nok sørge for, at hun får så surt et liv,” fortæller Hans Offersen.
En patrulje, der ankommer til pubben, kan heller ikke få den 29-årige til at aflevere tasken. I stedet nikker han en af betjentene en skalle. Herefter anholder betjentene manden, der modsætter sig voldsomt.
“Han er nu sigtet for vold mod polititjenestemand, tyveri, og trusler mod vidner. da han også havde væltet stole og givet en anden gæst en lussing, blev han desuden sigtet for overtrædelse af restaurationsloven,” forklarer vagtchefen.
Den 29-årige blev fremstillet i grundlovsforhør lørdag formiddag klokken 10 med henblik på varetægtsfængsling.