Duo i Akupunkturhuset i Hjortshøj
Jesper Mouritsen fordobler antallet af akupunktører på Hjortshøj-klinik
Akupunkturhuset i Hjortshøj har fordoblet antallet af behandlere, efter Jesper Mouritsen for nylig er kommet til.
Grundlæggeren Lalla Wandahl åbnede klinikken i 2014, og det var hele tiden meningen, at Mouritsen på et tidspunkt skulle med. De er begge uddannede akupunktører.
I Akupunkturhuset har de hvert sit rum, hver sit firma og hver sin måde at arbejde på, men interessen for og glæden ved akupunkturen har de til fælles.
”Det er jo først og fremmest akupunkturbehandling, som folk kommer her for, men vi kan også tilbyde laser-terapi, som er et virkelig godt supplement til behandlingen og også meget nyttig til folk, der ikke er så vilde med nåle. Men uanset hvilken behandling vi giver, så står nærvær og en god kontakt til vores patienter i absolut centrum,” siger Jesper Mouritsen.
Lalla Wandahl blev uddannet fysioterapeut i 1995 men gik længe med et ønske om at kunne supplere massage og øvelsesterapi med et mere helhedsorienteret fokus på både krop og psyke. Sidste sommer blev hun færdig som akupunktør inden for traditionel kinesisk akupunktur, og herfra gik der ikke lang tid, før hun åbnede klinikken på Hjortshøj Stationsvej 14.
”Det er nemt at komme hertil både med tog, bus og bil her tæt ved motorvejen, og det er en af grundene til, at jeg valgte at åbne klinik i Hjortshøj,” fortæller hun.
I denne måned kan hun også skrive kostvejleder på sit visitkort.
“Jeg skal til mundtlig eksamen på Kostakademiet i Hover, hvor jeg skal fortælle om nervesystemet i forhold til kost, stress og depression. Efter sommerferien planlægger jeg at tage ud med foredrag om emnet,” siger Lalla Wandahl.