Her er sjippetovet, som ÉN person kan svinge
Torsdag den 18. juni klokken 15.30 indvier borgmester Peter Sørensen en ny sjippestation på Rådhustorvet i Horsens. Det er en særlig legeinstallation med syv svingtove monteret på en betonklods, så der kun skal én til at svinge hvert tov. Sjippestationen er skabt af kunstner og performer Molly Haslund.
Ideen med Sjippestationen er blandt andet at vække en god gammel leg til live igen og derudover at opfordre forbipasserende til at være fysisk aktive, når de bevæger sig igennem byen.
Torsdagens fejring byder også afsløring af, hvordan Rådhustorvets bordtennisbord ser ud i nye kunstklæder. Det er kunstneren Bogdan Scutaru, som efterhånden har sat sin signatur i Horsens bybillede og kulturliv med alt fra større gavlværker til mindre kunstinstallationer, der står bag udsmykningen.
Sjippestationen bliver en del af det mangfoldige lege- og bevægelsesområde omkring Rådhuset, som allerede rummer en skaterbane med parkourfaciliteter, bordfodbold- og bordtennisbord samt muligheden for at dyrke fitness eller spille basket og fodbold i boldburet. Alle disse tilbud har været enormt populære i sommermånederne, siden de blev etableret. Og med Sjippestationen kommer der én undskyldning mindre for at ikke at bevæge sig i Horsens midtby.
Det oplyser Horsens Kommune i en pressemeddelelse.