Farverig naturoplevelse med højhuse i baggrunden

“Skal du med i vandet?,” spørger manden bag den nye havbane ved Aarhus Ø, Nicolai Hommelhoff, da jeg ringer og melder mig til lanceringen af det nye areal til den ‘bløde' vandsport.
“Wammen og Würtz skal også i!”
Jeg får per autopilot svaret nej tak, men i det jeg har lagt på, nager det mig.
Pressen skal naturligvis ikke stå tilbage for de folkevalgte, så jeg ringer tilbage og siger, at det vil jeg gerne.
Nu står jeg så og sveder i en klaustrofobisk våddragt, fuld af fortrydelse, mens en marinebiolog fremviser hummere og andre sci-fi-agtige dyr, som vi kan møde dernede.
Hvis vi da kan komme igennem den bræmme af gopler, som ligger i vandkanten.
Jeg får mulighed for at fortryde min deltagelse yderligere, mens jeg forsøger at undgå kameralinser i mit lidet flatterende antræk.
Det er stinkende hedt, mens vi står og venter på at komme i vandet.
“Hvorfor fanden står de bare der og spærrer det hele,” kommer det fra en ældre motionssvømmer, som utålmodigt venter på at komme i bølgerne.
“Det er ministeren, rådmanden og den samlede, lokale verdenspresse. De skal indvie badebroen,” forklarer jeg.
“Nå ja, det er selvfølgelig også i orden,” siger damen og kanter sig ned til den anden badebro.
Jeg følger børnene fra Parkvejens Skole i Odders eksempel og spytter i min maske, inden jeg lister mig i vandet.
Vandet er 12 grader. Til sammenligning er det kolde vand i hanen 13 grader.
Hvis man altså lader det løbe lidt.
Derfor kommer det ikke som det store chok, at vandet er koldt, men efter et par svømmetag har våddragten taget sin effekt, og min krop sender ikke længere signaler om livsfare og kuldechok.
Så begynder jeg at snorkle, og det overrasker mig med det samme, hvor meget man kan se.
Sigtbarheden er fantastisk, og der er tang i alle regnbuens farver. Inde på revet vrimler det med småfisk, krabber, søstjerner og gopler.
Jeg tager mig selv i at kommentere mine oplevelser med David Attenboroughs stemme, og der er virkelig overraskende spændende i Aarhusbugten.
Hele livet har jeg gået på diverse kajer og moler i Aarhus og tænkt over, hvordan der mon er dernede under overfladen, og nu oplever jeg det.
Vejret, sigtbarheden og de klare farver får det til at virke meget eksotisk, og det er virkelig en stor naturoplevelse at få midt i Aarhus.
Jeg støder ind i nogen, mens jeg ligger i mine egne tanker. Det er rådmand for Teknik og Miljø, Kristian Würtz (S).
“Er det ikke bare fantastisk?,” siger han ivrigt og fortsætter:
“Det har jeg aldrig prøvet før. Se, der kommer Grenåbanen endda!”
“Du skal lige se noget fedt,” siger rådmanden og peger ind mod snorklebanen.
Vi svømmer afsted over revet som et par 12-årige charterkammerater, indtil vi kommer til det sted, han vil vise mig.
Under overfladen ligger en knytnævestor, rubinrød søstjerne og gør, hvad sådan en nu engang gør.
Det slår mig, hvor absurd situationen er, men jeg slår det hen. Dette er ikke et tidspunkt til at være analystisk tænkende.
Her skal sanses, så det gør vi.
På et tidspunkt griner jeg så begejstret, at jeg sluger havvand.
“De aner ikke, hvad de går glip af,” tænker jeg om alle de, som står på land og kigger.
Jeg lader rådmanden svømme videre, mens jeg læser om dyrelivet på plader, som er placeret langs snorklebanen.
Overalt kan jeg høre begejstrede “horh horh horh” fra teenagedrengene omkring mig. De sanser vist også på livet løs, de unge.
Jeg lader mig drive ud over revets afgrund, hvor der pludseligt bliver langt ned. De klare sten og rev bliver til utydelige skygger langt under mig, og havet virker pludseligt underligt tomt.
Jeg skynder mig ind til farver og dyreliv igen.
Rosinfingre og dækning af valgkamp tvinger mig op af baljen igen, og på vej op møder jeg motionssvømmeren fra tidligere.
“Er her ikke fantastisk?,” spørger hun, og det må jeg medgive, at der er.
Jeg forlader Aarhus Ø med et stort smil og vådt undertøj på cykelstyret, mens jeg konkluderer, at det siger meget om et arrangements succes, når man forlader det med undertøjet i hånden.
Det er ikke sidste gang, jeg har prøvet det.