Fortsæt til indhold

Ønskefond opfyldte 11-årig Majas store ønske

Make-A-Wish Ønskefonden fik smilet frem på sygdomsramte Maja

Samfund
Arkiv

Den 4 juni 2015 overraskede Bjarne Jensen, den lokale repræsentant fra Make-a-Wish Ønskefonden i Horsens, Maja Landbo på 11 år, der lider af medfødt knogleskørhed, på Jensen's Bøfhus på Åboulevarden.

Maja var der sammen med sin mor og far og sin bror, Daniel for at spise aftensmad. En middag som Jensen's Bøfhus havde doneret i den gode sags tjeneste.

En helt almindelig aften blev til ren magi for Maja.
Hun havde ingen ide om, hvad der ventede hende og blev noget forundret, da Ønskefondens repræsentant ”tilfældigt” dukkede op og hilste på og satte sig ved bordet.

Efter lidt løst snak og bestilling af mad fra menukortet blev det egentlige formål med det ”tilfældige møde” gjort klart for Maja: Hun fik sit store ønske opfyldt. En helt ny Mac book Pro computer.

Tydeligt meget glad og overrasket besluttede Maja sig for at vente med at pakke helt ud, indtil hun var hjemme. Hun kunne sagtens med pakken og certifikatet i hånden se, hvad gaven bestod af, men det helt særlige øjeblik gemte hun til sig selv – til senere.

Da hun forlod restauranten, var det med sommerfugle i maven og en stor iver efter at komme hjem og få pakket ud og sat gang i sin nyerhvervelse.